Den 1.1.2018 trådte nye regler i serviceloven om forebyggende tilbud for voksne i kraft. Det er dog frivilligt, om kommunen vil oprette tilbuddene. Du kan her læse mere om servicelovens § 82 a til § 82 d.
Du kan også læse mere på vores side med svar på en række af de spørgsmål, som vi i vores rådgivning ofte møder i forhold til sager om tidlig forebyggende indsats for voksne med handicap: Tidlig forebyggende indsats - FAQ
Servicelovens § 82 a
§ 82 a. Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til tilbud om gruppebaseret hjælp, omsorg eller støtte samt gruppebaseret optræning og hjælp til udvikling af færdigheder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at deltagelse i sådanne tilbud vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Der kan f.eks. være tilbud om mestringskurser for borgere med psykiske vanskeligheder eller ADHD eller gruppebaserede træningsforløb i sociale færdigheder.
Servicelovens § 82 b
§ 82 b. Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til tilbud om tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling af færdigheder. Tilbuddet kan gives i op til 6 måneder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at tilbuddet vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Med § 82 b er det muligt for kommunen at træffe beslutning om, at der kan bevilliges tidsbegrænset socialpædagogisk støtte. Dette er i modsætning til støtte efter servicelovens § 85, som ikke er tidsbegrænset.
Tiltænkt borgere med lettere funktionsnedsættelser, som man regner med efterfølgende selv kan klare opgaverne, man har fået hjælp til. Det betyder, at hvis man i en længere periode, det vil sige i mere 6 måneder. vil have problemer, er man ikke i målgruppen for hjælp efter servicelovens § 82 b. Man kan i stedet være i målgruppen for hjælp efter servicelovens § 85.
Kan maksimalt. bevilges i 6 måneder. Det betyder, at man ikke kan få bevilliget en ny periode på eksempelvis. 6 måneder. Ved fortsat behov for støtte skal kommunen tage stilling til eventuel anden støtte efterfølgende.
Servicelovens § 82 c
§ 82 c. Kommunalbestyrelsen kan oprette og drive sociale akuttilbud. Oprettelse og drift kan ske i samarbejde med andre kommuner, regioner og private leverandører.
Stk. 2. Formålet med et socialt akuttilbud er at tilbyde personer med psykiske lidelser akut støtte, omsorg og rådgivning.
Pr. 1.1.2018 er blev der mulighed for, at alle kommuner kan oprette sociale akuttilbud. Det er frivilligt for kommunen, om man vil tilbyde denne hjælp.
Servicelovens § 82 d
§ 82 d. Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte efter §§ 82 a og 82 b etableret i samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at deltagelse i sådanne tilbud vil kunne forbedre det aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
For borgere, der primært har let nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller lettere sociale problemer.
Der kan ikke klages over kommunens afgørelser efter § 82 d jf. § 82 d, stk. 2. Det er op til kommunen, om de etablere et sådant samarbejde med frivillige organisationer og foreninger. Bemærk, at hvis en borger har søgt kommunen om anden hjælp, og borgeren i stedet bliver henvist til at benytte et frivilligt tilbud, er der mulighed for at klage.