Selvhjælp

Efter sundhedslovens § 140 a skal kommunen tilbyde vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut i praksissektoren efter lægehenvisning. Kommunen kan herudover tilbyde vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut i kommunen.

Det er lægen, der afgør, om man er berettiget. For at få lægehenvisningen skal man bl.a. være omfattet af en af målgrupperne. Det er som udgangspunkt personer med:

• medfødte eller arvelige lidelser
• erhvervede neurologiske lidelser
• fysiske handicaps som følge af ulykke
• nedsat led og/eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtlidelser

Der er udarbejdet en diagnoseliste som supplement til de 4 hoveddiagnoser. Diagnoselisten findes i Vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi.

Det er muligt, at andre diagnoser kan være omfattet. Lægen kan i tvivlstilfælde henvise til vurdering hos speciallæge. Hvis der fortsat er tvivl, kan sagen forelægges Sundhedsstyrelsen.

Hjælp efter serviceloven

Hvis du ikke er berettiget til vederlagsfri fysioterapi efter sundhedsloven, kan du søge kommunen om vedligeholdelsestræning. Det bevilges efter servicelovens § 86, stk. 2. Kommunen skal tilbyde vedligeholdelsestræning til personer, som på grund af nedsat funktionsevne har brug for en individuel træningsindsats.

Kommunen skal i henhold til § 86, stk. 2 i serviceloven tilbyde vedligeholdelsestræning til personer, som på grund af en nedsat funktionsevne har brug for en individuel træningsindsats. Træningen kan bestå af mange ting: der kan være tale om træning i eget hjem, individuel træning på et center, træning på hold og herunder også bassintræning.

Kommunen træffer afgørelse om, hvilken form for vedligeholdelsestræning, der skal iværksættes. Afgørelsen skal træffes ud fra en konkret individuel vurdering af borgerens behov, og afgørelsen skal meddeles skriftligt og være ledsaget af en skriftlig begrundelse med klagevejledning. En afgørelse om vedligeholdelsestræning skal endvidere ses i sammenhæng med evt. anden hjælp, der er bevilget, eks. hjemmehjælp (personlig og praktisk hjælp).

Kommunen bevilger normalt vedligeholdelsestræning for en afgrænset periode, men kommunen skal vurdere, om der er behov for forlængelse.

Praktisk hjælp i forbindelse med træningen

Hvis kommunen bevilger bassintræning som vedligeholdelsestræning, vil kommunen også skulle sikre, at personen får evt. praktisk hjælp i forbindelse med træningen.

Hvis en person selv går svømning, vil kommunen som udgangspunkt ikke være forpligtet til at yde praktisk støtte.

Ankestyrelsen har truffet en konkret afgørelse 34-18 om vedligeholdelsestræning.

Lovgivningen siger ikke noget om, hvor længe man har ret til genoptræning, men udgangspunktet vil være, at så længe der stadig er mål for (gen)optræning til samme grad af færdigheder/funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne, vil der være pligt og ret til genoptræning. Kommunen kan godt ved opstart af genoptræning tilbyde/aftale en vis periode, men der skal ske opfølgning og evt. forlængelse, så længe der er realistiske mål for (gen)optræning. Dette vil altid bero på et samarbejde mellem personen og de sundhedspersoner, der udfører træningsindsatsen herunder en faglig vurdering.

Som udgangspunkt kan der laves en opdeling mellem behandlingsredskaber, hjælpemidler og genoptræningshjælpemidler. Der findes et afgrænsningscirkulære, der har til formål at definere, hvad behandlingsredskaber er, og at afgrænse behandlingsredskaber over for tilgrænsende kategorier af redskaber og hjælpemidler. Af cirkulæret fremgår blandt andet følgende:

• Det er sygehuset (regionen), der i henhold til § 74 i sundhedsloven skal forsyne patienten med behandlingsredskaber. Der er tale om redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling på sygehus eller som patienten forsynes med som en fortsættelse af den iværksatte behandling med det formål enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, der er opnået ved sygehusbehandlingen eller at forhindre forringelse af dette resultat. Der vil således kunne være tale om redskaber/hjælpemidler, som der kun er et midlertidigt behov for. Det er sygehuset, der vurderer, om patienten har behov for behandlingsredskaber.
• Det er kommunen, der i henhold til servicelovens §§ 112 og 113 har ansvaret for at yde støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet:
  1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
  2.i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
  3.er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve erhverv. Det er kommunen, der vurderer og træffer afgørelse herom.
• Såfremt patienten har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning, skal sygehuset tilbyde en genoptræningsplan i henhold til § 84 i sundhedsloven. Det er kommunen, der har myndighedsansvaret for genoptræningen efter § 140 i sundhedsloven. Kommunen skal som led i genoptræningen også sørge for de nødvendige hjælpemidler. Såfremt genoptræningen skal foregå på et sygehus (specialiseret gentræning), er det sygehuset, der skal sørge for eventuelle behandlingsredskaber eller hjælpemidler hertil. Det er således enten kommunen eller sygehuset, der har ansvaret for at vurdere, om der er behov for behandlingsredskaber eller hjælpemidler i forbindelse med genoptræningen.

Hvorvidt borgeren har ret til et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel, vil bero på en konkret individuel vurdering, herunder hvad formålet med brugen af behandlingsredskabet eller hjælpemidlet er. I afgrænsningscirkulæret er endvidere også omtalt anden lovgivning, hvorefter hjælpemidler kan bevilges.

Hvis der opstår tvivl om, hvilken myndighed der er ansvarlig for bevilling/betaling af et nødvendigt behandlingsredskab/hjælpemiddel, må tvivlen ikke komme borgeren til skade. Derfor må den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren levere behandlingsredskabet/hjælpemidlet, hvorefter spørgsmålet om betaling må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.

Der vil også kunne være situationer, hvor der ikke er lovgivningsmæssig mulighed for hjælp.

Afgørelse og klageadgang

Såfremt borgeren ikke er enig i sygehusets eller kommunens afgørelse, er der mulighed for at bede om en skriftlig afgørelse med begrundelse. Der kan klages over den sundhedsfaglige vurdering i forhold til behov for behandlingsredskaber eller hjælpemidler i forbindelse med sygehusbehandling og/eller genoptræning til Styrelsen for Patientklager. Ved afslag på hjælpemidler efter serviceloven kan der klages til Ankestyrelsen.

Til slut skal nævnes at visse redskaber kan være såvel et behandlingsredskab som et hjælpemiddel. Du kan se eksempler herpå i følgende principafgørelser: 94-15 (kugledyne/kædedyne), 4-15 (ståstøttestativ og gangstativ) og 261-09 (ståstøttebord).

Der findes i Sundhedsloven to muligheder for henvisning til behandling hos psykiater uden egenbetaling. Vurdering af behov og henvisning foretages af den praktiserende læge.

1. Lægen kan henvise til behandling hos en privatpraktiserende psykiater. Dette sker efter sundhedslovens § 64. Der er ventetid hos de fleste psykiatere, og der er ikke regler for ventetid. På hjemmesiden www.sundhed.dk er det muligt at finde en oversigt over speciallæger i psykiatri og deres ventetider.
2. Lægen kan henvise til behandling på en psykiatrisk afdeling i sygehusregi. Det sker efter sundhedslovens § 86. Hvis regionen ikke kan tilbyde behandling inden for 1 måned, har personen en udvidet ret til behandling. Det fremgår af sundhedslovens § 87. Dette betyder, at personen har ret til at vælge behandling på et privat sygehus eller klinik, som regionen har indgået aftale med (aftalesygehus). Regionssygehuset skal vejlede om muligheden. Du kan læse nærmere herom i pjecen: "Når du er henvist til sygehus". I pjecen findes også oplysninger om de enkelte regioners patientkontorer, der ligeledes kan vejlede om reglerne.

Efter sundhedslovens § 69 yder regionen tilskud til behandling hos en praktiserende psykolog efter lægehenvisning. De nærmere regler fremgår af den tilhørende bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling og i den tilhørende vejledning.

Det fremgår bl.a. heraf:

• At personen skal tilhøre en af de 11 målgrupper i bekendtgørelsen (f.eks. ”ramt af en alvorligt invaliderende sygdom”)
• For at blive henvist som følge af en alvorlig livsbegivenhed (bekendtgørelsens § 1, nr. 1-9), skal den have forårsaget en udvikling af en psykisk patologisk reaktion med moderat nedsat funktionsevne
• I vejledningen uddybes hvad der forstås ved en patologisk reaktion samt moderat nedsat funktionsevne
• Den praktiserende læge henviser til psykologbehandling ud fra en konkret og individuel vurdering af, om der er en sundhedsfaglig indikation for psykologbehandling
• Der er i bekendtgørelsen regler for inden for hvilke frister, der kan ske henvisning samt antal af konsultationer
• Regionen yder tilskud med 60 %

Egenbetalingen til psykologbehandling kan evt. søges dækket efter aktivlovens 82.  Efter denne bestemmelse kan kommunen yde hjælp til udgifter til sygebehandling m.v., der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis behandlingen er nødvendig og hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne.

Endelig skal det nævnes, at der efter servicelovens § 102 kan gives tilbud af behandlingsmæssig karakter, f.eks. psykologbistand,  til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Læs evt. mere herom i Praksisnyt nr. 5 om hjælp efter § 102.

Fodbehandling efter sundhedsloven

Du bør først hos lægen undersøge, om din lidelse/fodproblemer berettiger til, at du kan henvises til behandling hos en fodterapeut og dermed få tilskud til fodbehandling efter sundhedslovens § 68 og § 72. I § 1 i Bekendtgørelse om tilskud til fodbehandling i praksissektoren kan du læse nærmere om, hvilke lidelser der er omfattet.

Fodpleje/fodbehandling efter serviceloven

Hvis der er tale om, at du har brug for hjælp til fodpleje, fordi du ikke selv kan udføre disse opgaver som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan der muligvis ydes hjælp efter servicelovens § 83. Herom står der i principafgørelse 33-16:

"Kommunen skal tilbyde personlig hjælp og pleje til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Dette omfatter også fodpleje. ... . Kommunen skal alene tilbyde borgeren fodpleje efter bestemmelsen om personlig hjælp og pleje i servicelovens § 83, hvis der er tale om hjælp til almindelig fodpleje og ikke egentlig behandling. Almindelig fodpleje kan blandt andet omfatte klipning af negle og at få fødderne indsmurt i creme."

I afgørelsen er omtalt en sag, hvor hjemmeplejen angivelig ikke må klippe en borgerens negle. Fra afgørelsen:

"Vi er i forbindelse med behandlingen af sagen opmærksomme på, at det fremgår af sagens oplysninger, at hjemmeplejen ikke må klippe negle på dine tæer. Det fremgår videre, at årsagen til, at hjemmehjælperne ikke må klippe negle på tæerne, er, at du kan have en skjult diabetes eller anden kredsløbslidelse, som gør, at personalet kan forvolde skade. Vi skal hertil oplyse, at det følger af servicelovens § 4, stk. 1 og 2, at kommunen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven. Kommunen opfylder sit forsyningsansvar ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.

Kommunen skal altså sørge for at ansætte personale, som kan varetage de opgaver, som kommunen skal tilbyde borgeren."

Servicelovens regler om dækning af merudgifter efter § 100 kan ikke anvendes, når der er tale om fodpleje eller fodbehandling. Det har Ankestyrelsen præciseret med udsendelse af principafgørelse 33-16.

Andre muligheder - støtte efter aktivloven

Der kan efter aktivlovens § 82 ydes støtte til behandlingsudgifter, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning. Det er dog en forudsætning, at behandlingen er nødvendig, og du ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgifterne.

I forbindelse med kommunens helhedssagsbehandling af din ansøgning har kommunen i øvrigt pligt til at vejlede dig om denne mulighed.