Selvhjælp

Målgruppen for dækning af nødvendige merudgifter er børn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Der er således tale om to grupper af børn der er omfattet af målgruppen, - dels børn med betydelig og varig nedsat funktionsevne og dels børn med en indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

I det første tilfælde - betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne lægges vægt på en vurdering af selve funktionsnedsættelsen, så det er graden af funktionsevnen og ikke nødvendigvis den lægelige diagnose, der er afgørende for om man hører under målgruppen.

I det andet tilfælde - indgribende kronisk eller langvarig lidelse – er det afgørende, at lidelsen er indgribende – at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse. At lidelsen er kronisk betyder, at sygdomstilstanden forventes at vare mindst barnealderen ud.  En langvarig lidelse betyder i praksis, at lidelsen lægeligt skønnes at vare mere end 1 år. 

Såfremt kommunen vurderer, at mere end et barn er berettiget til dækning af merudgifter, vil det være de samlede merudgifter for begge børn, der lægges til grund ved beregningen af merudgiftsydelsen. 

Såfremt merudgiftsydelsen skal stoppes, skal kommunen træffe en afgørelse. En sådan afgørelse skal være begrundet, og der skal være vedlagt klagevejledning.

I børn og unge-merudgiftsvejledningens pkt. 203 er det bl.a. anført:

”Hvis der som led i opfølgningen skal ske ændringer i den udbetalte ydelse, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse herom. Udbetalingen af den ydelse, som familien hidtil har modtaget, fortsætter, indtil der er truffet ny afgørelse om merudgiftsydelsen."

Endvidere kan henvises til Ankestyrelsens praksisundersøgelse fra 2008 om "Merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste". Heraf fremgår det (s. 6):

"Ankestyrelsen anbefaler, at kommunerne er opmærksomme på, at merudgiftsydelsen ikke er en tidsbegrænset ydelse, som forudsætter en fornyet ansøgning. Kommunen kan fastsætte en opfølgningsdato, hvilket ikke er det samme som en udløbsdato. Kommunerne må således ikke meddele en tidsbegrænsning af merudgiftsydelsen. Er der fastsat en sådan, vil der alligevel være ret til ydelsen, indtil betingelserne i bestemmelsen ikke længere er opfyldt."

Opfølgning på merudgiftsydelse:

Kommunen har pligt til løbende at følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. 

Der er nogle tilfælde, hvor en fraflytterkommune har underretningspligt i forhold til tilflyttekommunen. Det drejer sig om de tilfælde beskrevet i barnets lov § 132 om tværkommunal underretningspligt. 

Tværkommunal underretningspligt

Den tværkommunale underretningspligt i barnets lov § 132 omfatter kun de tilfælde, hvor der efter fraflytningskommunens vurdering er behov for foranstaltninger, herunder eventuelt foranstaltninger uden samtykke. I mange tilfælde tager forældrene selv kontakt til den nye kommune for at få hjælp til løsning af problemerne, men der er også eksempler på, at forældre netop flytter til en anden kommune for at undgå iværksættelse af foranstaltninger – f.eks. en tvangsfjernelse – som den hidtidige kommune har påtænkt, men endnu ikke truffet afgørelse om.

Oplysninger i sager omfattet af § 132 kan indhentes uden samtykke fra forældrene

I sådanne tilfælde kan det være af afgørende betydning, at fraflytningskommunen underretter tilflytningskommunen, så snart kommunen bliver opmærksom på, at familien flytter. I de tilfælde, der er omfattet af § 132, fraviger man endvidere hovedreglen om, at en kommune – jf. retssikkerhedslovens § 11 a - kun må indhente oplysninger hos andre myndigheder med borgerens samtykke. Det fremgår således af lovens § 11 c, stk. 1, nr. 1, at kommunen i sager vedrørende særlig støtte til børn og unge efter barnets lov kap. 4 og kap. 5 samt §§ 18-27 må indhente oplysninger uden samtykke fra forældrene, hvis oplysningerne er nødvendige, for at kommunen kan behandle sagen.

Tilflytningskommunen kan tage initiativ til at hente oplysninger

Det er som udgangspunkt tilflytningskommunen, der har pligt til at yde den fornødne hjælp, og tilflytningskommunen skal i den forbindelse foretage sin egen vurdering af behovet for hjælp. Denne vurdering kan foretages på baggrund af tilflytningskommunens egne oplysninger og/eller på baggrund af oplysninger, som tilflytningskommunen indhenter hos andre myndigheder. Kommunen må som hovedregel kun indhente oplysninger hos andre myndigheder, hvis borgeren give samtykke hertil, jf. retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og forvaltningslovens § 29. Og i så fald har fraflytningskommunen pligt til at sende sagen til den nye kommune, jf. retssikkerhedslovens § 11 a og forvaltningslovens § 31, stk. 1.

Ifølge KL´s vejledning om administration af borgerstyret personlig assistance for voksne har Arbejdsskadestyrelsen udtalt, at en arbejdsgiver har forsikringspligt, når vedkommende selv ansætter og aflønner private handicaphjælpere.

Hvis kommunen udbetaler løn og ansætter hjælperne, så er det kommunen, der er arbejdsgiver, og vi vurderer i DUKH, at det i disse tilfælde er kommunen, der har forsikringspligten.

Hvis afstanden til sygehuset overstiger 50 km (den ene vej), dækkes befordringsudgifter i forbindelse med behandling på sygehuset som udgangspunkt efter sundhedslovens § 171/§ 173), dvs. du skal søge sygehusets kørselskontor om at få dækket dine kørselsudgifter, hvis afstanden til sygehuset er mere end 50 km.

Kan du ikke få dækket kørselsudgifterne fra sygehuset, f.eks. fordi du har kortere end 50 km til sygehuset, kan du søge om at få dækket udgiften som en merudgift efter barnets lov § 86. Her er det en forudsætning, at dit barn er under målgruppen til barnets lov § 86, og de samlede merudgifter overstiger minimumsbeløbet på 5.519 kr. (2024) om året. 

Det er muligt at få dækket merudgiften til befordring efter barnets lov § 86, hvis et barn eller en ung i videre omfang end normalt og som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse skal befordres til eller fra uddannelsessted. Se således børn og unge-vejledningen.

Såfremt du skal have dækket taxikørsel (frem for udgiften til offentlig transport eller km-takst til selv at transportere dit barn), skal der være tale om en nødvendig merudgift. Der skal altså være tale om at dit barn, pga. sit handicap i den givne situation, ikke kan transportere sig på anden vis, end med taxi.

Det er ikke muligt at få dækket afdraget på en bil som en merudgift. Støtte til køb af bil bevilges efter servicelovens § 114 med et rentefrit lån inden for en fast låneramme. Som udgangspunkt skal halvdelen af lånet tilbagebetales i månedlige afdrag over en 6 års periode. Derudover bevilges der fritagelse for brændstofforbrugsafgift/vægtafgift.

I forbindelse med behandling af en ansøgning om støtte til køb af bil skal kommunen rådgive om de økonomiske konsekvenser af en eventuel bevilling af støtte til køb af bil, herunder konsekvenser i tilfælde af, at låne- og afdragsvilkår ikke overholdes. I rådgivningen bør indgå en helhedsvurdering af ansøgerens situation, herunder rådgivning om muligheder for anden støtte.

Der vil efter barnets lov § 86 kunne ydes tilskud til dækning af merudgifter til befordring af barnet til dagtilbud, uddannelse, behandling og fritid. Foregår befordringen i bil kan tilskuddet fastsættes på grundlag af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste sats.

Når der er tale om en udgift til behandling, er der ikke mulighed for at få udgiften dækket som en merudgift ved forsørgelsen (barnets lov § 86). Af samme grund kan plastrene heller ikke ydes som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode (servicelovens § 112 og 113).

Heller ikke efter sundhedslovens regler om tilskud til lægemidler er der umiddelbart mulighed for at yde hjælp til plastrene. Såfremt plastrene kan betegnes som et lægemiddel efter sundhedslovens § 145, kan lægen dog søge Lægemiddelstyrelsen om tilskud til plastrene.

Der er desuden mulighed for at søge om hjælp til udgiften efter aktivlovens § 82. Kommunen kan efter denne bestemmelse yde hjælp til behandlingsudgifter, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om du selv har råd til at betale.

Såfremt der kan sandsynliggøres merudgifter til køb af tøj og sko, fordi barnet på grund af sit handicap, slider mere på tøj og sko, skal merudgifterne medregnes i den månedlige merudgiftsydelse.

Det er muligt at yde støtte til bleer som et hjælpemiddel efter servicelovens § 112, hvis barnet er i målgruppen, det vil sige har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og bleerne i væsentlig grad kan afhjælpe en varig følge af den nedsatte funktionsevne. Det vil sige at der ikke er udsigt til at barnet/den unge bliver renlig og problematikken vurderes af varig karakter.

Der er desuden mulighed for at yde støtte til dækning af merudgifter til bleer efter barnets lov § 86, hvis betingelserne er opfyldt. Dog er § 86 er subsidiær til anden lovgivning, og derfor vil en ansøgning om dækning til bleer, først skulle afklares efter § 112.

Såfremt støtten skal give efter § 86 skal kommunen i første omgang vurdere at dit barn er omfattet af personkredsen - det betyder at dit barn skal have en varig og betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller barnet have en indgribende langvarig eller indgribende kronisk lidelse.

Ud over at dit barn skal være omfattet af personkredsen, skal der også være en direkte sammenhæng mellem dit barns nedsatte funktionsevne og behovet for bleer.

Barnets lov gælder i alle danske kommuner. Der er imidlertid tale om en lov, som indebærer en række skøn og vurderinger. Der kan være forskelle i serviceniveauet, og hvordan kommunen tilrettelægger hjælpen.

En af de udgifter, der kan ydes hjælp til, er merudgifter til barnepige. Det gælder i situationer, hvor også andre børnefamilier har behov for barnepige - og barnet på grund af alder ikke kan være alene, uanset om det har et handicap eller ej, er det alene merudgiften til barnepige man kan få medregnet i merudgiftsydelsen.

Merudgiften er her forskellen på det, man ellers ville skulle betale for en barnepige (typisk en ung under 18 år), og så udgiften til en voksen barnepige, som ofte er nødvendig i forbindelse med pasning af et barn med handicap.

Når der alene er tale om, at forældrene skal aflastes, eller barnet har en alder, hvor man normalt ikke har behov for en barnepige, dækkes hele udgiften hertil.

Hjælpen kan ydes, enten via et konkret beløb som indgår i merudgiftsydelsen, eller via et korps af aflastningspersoner som nogle kommuner stiller til rådighed.

Ankestyrelsen har truffet afgørelse i en sag der bl.a. berører spørgsmålet: Principafgørelse 93-09