Selvhjælp

Der kan være situationer, hvor en person er berettiget til dækning af merudgifter efter servicelovens § 41 (under 18 år), men ikke efter servicelovens § 100 (over 18 år). Det vil bero på en konkret vurdering af hendes funktionsevne, om hun er omfattet af personkredsen efter voksenbestemmelsen (§ 100) eller ej.

Målgruppen for servicelovens § 100 er mere snæver end målgruppen for servicelovens § 41. For at være berettiget til merudgifter efter børnebestemmelsen, skal der være tale om, at barnet/den unge har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. I servicelovens § 100 er betingelsen for at være omfattet af målgruppen, at man har en varig funktionsnedsættelse, der er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Endvidere er der forskel på bagatelgrænsen for merudgifter. For personer under 18 år er det en betingelse, at man kan sandsynliggøre merudgifter for 5.348 kr. pr. år, hvorimod man skal kunne sandsynliggøre merudgifter for 7.068kr. pr. år svarende til 589 kr. pr. måned som voksen (2023-satser).

Det vil altså være en konkret vurdering af den unges funktionsnedsættelse der er afgørende for, om dækning af merudgifter kan bevares ved det fyldte 18. år. En afgørelse om afslag vil kunne indbringes for Ankestyrelsen.

Bemærk i forbindelse med vurderingen af, om der er iværksat ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger, at det er uden betydning, om hjælpen ydes af kommunen efter den sociale lovgivning, eller om den gives af f.eks. personens netværk. Ankestyrelsens principafgørelse 222-09 omhandler dette: 

”Ansøger modtog hjælp fra sit familiære netværk i dagligdagen i så udstrakt grad, at betingelsen om ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger var opfyldt, selvom hjælpen fra den kommunale forvaltning ikke var omfattende.”

Hvorvidt du skal sandsynliggøre eller dokumentere dine merudgifter, kommer an på hvor mange merudgifter du har. Det betyder, at hvorvidt du skal sandsynliggøre eller dokumentere dine merudgifter, afhænger af, hvor meget du er berettiget til at få udbetalt om måneden.

Grænsebeløbet for månedlige merudgifter fra 1.1.2023 er på 2.757 kr. Hvis du har månedlige merudgifter på 2.757 kr. og derover skal du dokumentere alle dine merudgifter, også de merudgifter, der ligger under 2.757 kr. om måneden.

Kommunen kan ikke stille krav om at du skal dokumentere dine merudgifter, hvis du har udgifter på under 2.653 kr. måneden.  Når du søger om merudgifter til kørsel, skal du være opmærksom på, at det kan være forskelligt, hvor meget du kan få bevilliget hjælp. Det kan for eksempel være afhængigt af om der er tale om kørsel til behandling eller fritidskørsel. Din sagsbehandler er derfor nødt til at vide, hvor mange kilometer du har kørt til behandling, for at sagsbehandleren kan beregne, hvor meget du er berettiget til.

Fra § 100-vejledningen – dokumentation (tallene i vejledningen er tidligere takster - se aktuelle takster i resterende tekst):

"25. Kravet om dokumentation for merudgifter vil kunne opfyldes ved, at borgeren f.eks. fremviser udgiftsbilag, udskrifter fra apotek eller anden relevant dokumentation for merudgifterne. Kravet om dokumentation gælder alle merudgifter, og ikke kun de merudgifter, der er over 2.500 kr. om måneden. Dokumentationen må nødvendigvis ske på baggrund af allerede afholdte merudgifter, hvorfor kommunalbestyrelsen bør være særligt opmærksom på at foretage omberegning, hvis borgeren efterfølgende kan dokumentere ændringer i de merudgifter, der ligger til grund for den allerede givne bevilling. Hvis borgeren ikke kan dokumentere merudgifter på over 2.500 kr. om måneden, skal kommunalbestyrelsen udmåle tilskud efter bestemmelsen i servicelovens § 100, stk. 3, 2. pkt., i form af ét af de to standardbeløb ud fra størrelsen på de sandsynliggjorte merudgifter."

Kommunen kan frakende dig din merudgiftsydelse, hvis du ikke længere opfylder betingelserne for at modtage den. Selv om merudgiftsydelsen efter servicelovens § 100 er en løbende ydelse, kan den altså godt frakendes.

Ankestyrelsen har udsendt en række principafgørelser vedrørende betingelserne for hjælp efter § 100. Det har skærpet kommunernes opmærksomhed på, hvem der er berettiget til ydelsen.

Ret til at frakende i forskellige situationer

Du kan få frakendt dækningen af dine merudgifter, hvis din funktionsevne er blevet bedre, eller fordi andre forhold i din situation har ændret sig. Du kan også få frakendt dine merudgifter, hvis lovgivningen bliver ændret, eller hvis Ankestyrelsen ændrer praksis.

1. Ankestyrelsen har i en afgørelse (C-21-08) fastslået, at en kommune har adgang til at frakende en borger retten til at modtage ydelser efter merudgiftsreglerne, selv om borgerens funktionsevne er uændret, når det er i strid med aktuel praksis at lade borgeren være omfattet af personkredsen for merudgifter.
2. Hvis kommunen vurderer, at der er sket sådanne væsentlige ændringer i dine forhold, der har betydning for vurderingen af din funktionsevne, kan kommunen frakende dig merudgiftsydelsen. I en sådan situation skal kommunen foretage en ny beskrivelse og vurdering af din funktionsevne (principafgørelse 230-09). Kommunen skal her følge reglerne i funktionsevnebekendtgørelsen.

Fyldestgørende begrundelse

Hvis kommunen frakender dig merudgiftsydelsen efter § 100, f.eks. fordi kommunen ikke længere finder, at du er omfattet af personkredsen (målgruppen), har du krav på at få en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen. Læs f.eks. mere herom i sagen 2011-16-1 fra Folketingets Ombudsmand og i Praksisnyt nr. 16 om særligt uddybende begrundelser.

Du mister ikke din merudgiftsydelse, fordi du flytter til en anden kommune. Din tilflytningskommune skal udbetale den af fraflytningskommunen fastsatte ydelse, indtil tilflytningskommunen selv får truffet afgørelse om dine merudgifter. Det fremgår ikke af loven, men af principafgørelse 122-09, som er meget klar og præcis:

"En tilflytningskommune var forpligtet til at udbetale de merudgiftsydelser, som fraflytningskommunen havde fastsat, indtil tilflytningskommunen selv havde truffet afgørelse om borgerens merudgifter... Borgeren havde ret til at få udbetalt merudgiftsydelsen uden afbrydelser - også når han flyttede fra én kommune til en anden."

Du skal orientere fraflytningskommunen om, at du flytter. Fraflytningskommunen har pligt til at vejlede dig om bl.a. principafgørelse 122-09, så du ved, hvor du står. Så snart du er flyttet til din nye kommune, skal du kontakte dem og medbringe de nødvendige papirer fra fraflytningskommunen, så udbetalingen af merudgiftsydelsen kan fortsætte.

Intentionen med lovgivningen/principafgørelsen er, at en borger ikke må komme i klemme og miste en bevilget hjælp i en flyttesituation. Der er dog altid en risiko for, at tilflytningskommunen vurderer sagen anderledes, og der kan ske ændringer i ydelserne, herunder evt. frakendelse, hvis tilflytningskommunen ikke vurderer, at lovens betingelser er opfyldte. Hvis der sker sådanne ændringer, vil du kunne klage til Ankestyrelsen over afgørelsen.

I konkrete tilfælde kan der bevilges merudgifter efter servicelovens § 100 i forbindelse med flytning. Det vil bero på en individuel og konkret vurdering, om du er berettiget til hjælpen.

Af Vejledning om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse fremgår det blandt andet, at der kan bevilges merudgifter i forbindelse med flytning til anden bolig, når flytningen er betinget af en nedsat funktionsevne, og der nævnes blandt andet leje af flyttebil m.m. (pkt. 45). Ud over hjælp til selve flytningen kan der i konkrete tilfælde ydes merudgifter til forhøjet husleje. Af vejledningens pkt. 46 fremgår det således, at borgerens udgifter til forhøjet husleje kan dækkes, hvis den forhøjede husleje er begrundet i flytning til anden bolig som følge af nedsat funktionsevne. Det er alene den husleje, som skyldes den nedsatte funktionsevne, der kan bevilges som merudgift.

Ankestyrelsen har i principafgørelse 25-22 præciseret, at når borgeren er nødt til at flytte fra sin bolig til en dyrere bolig på grund af en nedsat funktionsevne, skal der ved beregningen af merudgifter til husleje tages udgangspunkt i, hvad andre personer uden funktionsnedsættelse på samme alder og i samme livssituation har af udgifter til husleje. Beregningen af merudgifterne til husleje skal således ikke tage udgangspunkt i de huslejeudgifter, som borgeren havde, før borgeren blev nødt til at flytte som følge af sin funktionsnedsættelse.

Derudover fremgår det af vejledningen, at betaling af indskud i en anvist lejebolig efter servicelovens § 116, stk. 4 skal afgøres efter § 100.

Andre muligheder for støtte til flytning

Der er mulighed for at søge om hjælp til flytteudgifter efter aktivlovens § 81 og § 85. § 81 og § 85 er begge trangsbestemmelser, hvilket betyder, at hvis kommunen på baggrund af en økonomisk beregning vurderer, at du selv kan betale, kan du ikke få støtte. Derudover skal der som udgangspunkt jf. § 81 være tale om en uforudset udgift. Dog kan kommunen undtagelsesvis efter en konkret vurdering yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses. Hjælp til flytning jf. § 85 er ikke betinget af, om udgiften er uforudset. Både § 81 og § 85 er subsidiære i forhold til § 100, hvilket betyder, at din ansøgning, når du er omfattet af personkredsen efter servicelovens § 100, først skal vurderes i forhold til § 100. Se evt. principafgørelse 25-22.

Bemærk også principafgørelse 25-22, hvis du f.eks. flytter fra en bolig uden have til en bolig med have:

"Kommunen skal udmåle merudgifter med udgangspunkt i, at borgeren skal kunne leve som andre borgere på samme alder og i samme livssituation uden funktionsnedsættelse. Dette gælder også, når borgeren flytter til en ny bolig og i den forbindelse søger om merudgifter til håndsrækninger. Kommunen kan ikke afvise at dække nødvendige merudgifter til håndsrækninger alene med den begrundelse, at borgeren ikke havde udgiften før flytningen, eller at borgeren allerede vidste, at borgeren ikke selv kunne varetage opgaven ved indflytning i en ny bolig. Udgiften skal være en følge af borgerens nedsatte funktionsevne og ikke af boligens stand."

Som udgangspunkt skal man selv afholde alle udgifter ved at have handicapbil (bil som der er ydet støtte til efter servicelovens § 114). Der er dog visse situationer, hvor man kan få helt eller delvist tilskud til eller henstand med forskellige typer af udgifter, når bestemte betingelser er opfyldt.

Betaling af afdrag:

Det er ikke muligt efter merudgiftsbestemmelserne i servicelovens § 100 at få hjælp til betaling af afdrag på bil. Man kan dog søge om henstand med denne udgift ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed mv. Henstand forudsætter, at der er tale om en ændring i ens situation, som medfører, at man ikke kan afdrage uden at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold. Der kan også gives henstand med en del af afdraget, således at der fastsættes en midlertidig afdragsordning med nedsatte afdrag.

Ved en senere udskiftning kan der tages stilling til eftergivelse, hvis der har været givet henstand. Lån kan ikke eftergives, hvis bilens værdi ved salg dækker restgælden. Man kan få betalingsfrihed under uddannelse. Det betyder, at man slipper for at betale afdragene, så længe man er under uddannelse. Er der bevilget afdragsfrihed under uddannelse afskrives ved uddannelsens afslutning et beløb, svarende til hvad der i perioden ville være afdraget, hvis afdragsfrihed ikke var bevilget.

Befordringsudgifter (Udgifter til brændstof, m.m.)

Der vil under visse omstændigheder kunne ydes tilskud til dækning af merudgifter til befordring til arbejde, dagtilbud, uddannelse, behandling og fritid. Forudsætningen er, at udgiften alene skyldes den nedsatte funktionsevne og at andre og billigere befordringsmidler pga. funktionsnedsættelsen ikke kan benyttes, samt at der er tale om en nødvendig udgift.

Driftsudgifter (f.eks. forsikring, reparation, m.m.)

Generelt kan der ikke efter merudgiftsbestemmelserne ydes støtte til andre udgifter, som f.eks. forsikring, reparationer, benzin, mv. på en bil.

Der kan dog i ganske særlige tilfælde ydes hjælp til betaling til driftsudgifter:

1. Det vil især gælde den situation, hvor familien i forvejen har en bil, men hvor man er nødt til derudover at have en handicapbil pga. egen eller andet familiemedlems (F.eks. et barns) nedsatte funktionsevne. Altså vil der typisk være tale om situationer, hvor det er nødvendigt at have mere end en bil i husstanden. I de situationer vil forsikring og afgift for brændstofforbrug (såfremt der ikke er givet fritagelse herfor) kunne betragtes som en fuld merudgift, da der er tale om en ekstra bil. Udgiften til reparationer og serviceeftersyn må vurderes forholdsmæssigt, idet der tages hensyn til, hvor meget af kørslen, der drejer sig om transport forbundet med funktionsnedsættelsen, som fx til behandling.
2. Det vil også gælde, hvis det kan sandsynliggøres, at man ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af en nedsat funktionsevne eller lidelse. I de tilfælde vil forsikring såfremt det er nødvendigt af hensyn til funktionsnedsættelsen og afgift for brændstofforbrug (såfremt der ikke er givet fritagelse herfor) også kunne betragtes som en fuld merudgift. Reparationer mm. vil som udgangspunkt være en merudgift.
3. Det vil endvidere gælde den situation, hvor man har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af en nedsat funktionsevne eller lidelse. I de tilfælde skal merudgiften til forsikring, reparationer og serviceeftersyn findes ved at sammenligne forsikringsudgiften til den bil, vedkommende tidligere anvendte, og den bil, der nu er anskaffet. Merudgiften til brændstof findes tilsvarende ved at sammenligne brændstofforbruget på den tidligere bil og den bil, der nu er anskaffet.

Se evt. også principafgørelse 70-17, hvor reglerne gennemgås grundigt.

Der kan ikke ydes merudgiftsydelse til almindelig rengøringshjælp. Almindelig rengøring og praktisk hjælp kan bevilges efter servicelovens § 83, hvis du opfylder betingelserne.

Ankestyrelsen har i principafgørelse 75-16 fastslået, at;

• servicelovens § 100 ikke kan anvendes, når borgeren søger om hjælp, der er omfattet af specialbestemmelserne (her § 83) i serviceloven, idet reglerne om merudgifter er subsidiære i forhold til anden lovgivning og andre bestemmelser i den sociale lovgivning,
• hvis udgifterne kan dækkes af andre bestemmelser i eller uden for den sociale lovgivning, finder reglerne om merudgifter ikke anvendelse,
• når ydelser forudsættes bevilget efter reglerne om praktisk hjælp, kan reglerne om merudgifter ikke anvendes, uanset at betingelserne for hjælp efter reglerne om praktisk hjælp i det konkrete tilfælde ikke er opfyldt.

Dermed er der ikke mulighed for at yde hjælp til almindelig rengøring efter § 100 som merudgift.

Håndsrækninger efter § 100

Hvis man er omfattet af personkredsen efter servicelovens § 100 og har årlige merudgifter, der overstiger grænsebeløbet på 6408 kr. (2018) , har man mulighed for at evt. at få bevilget hjælp til håndsrækninger til diverse opgaver i hjemmet. Af eksempler på opgaver i hjemmet kan nævnes vedligeholdelse af bolig, udvendig vask af vinduer m.v. (læs evt. mere herom i § 100-vejledningen pkt. 40).

Når der er en specialbestemmelse i serviceloven eller i anden lovgivning, skal det først afklares, om du er berettiget til støtten efter denne specialbestemmelse – i dette tilfælde servicelovens § 112 om hjælpemidler.

Ankestyrelsen har truffet flere afgørelser (f.eks. principafgørelse 131-10 og 67-10), hvoraf det fremgår, at merudgiftsydelsen i servicelovens § 100 er et supplement til øvrige bestemmelser om støtte i den forstand, at hvis en støtteydelse kan opnås gennem en særlig bestemmelse i serviceloven eller bestemmelser i anden lovgivning, skal støtten ydes efter specialbestemmelsen.

Det betyder, at en ansøgning om fodindlæg skal behandles efter bestemmelserne i servicelovens § 112, da hjælpemiddelbekendtgørelsen detaljeret afgrænser i hvilke situationer, man vil være berettiget til støtte til ortopædisk fodtøj/fodindlæg.

Hvis der er tale om, at en person benytter ”almindelige” sko (ikke ortopædiske eller specialfremstillede sko), men at personen pga. funktionsnedsættelsen har mere slid og derfor må udskifte sko oftere end andre personer, kan der efter en konkret vurdering ydes støtte hertil efter servicelovens § 100.

Hvis du grundet dit handicap ikke længere kan udføre  nødvendige opgaver, kan du søge om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til håndsrækninger.

Det første, som kommunen skal vurdere, er, om du er omfattet af personkredsen for merudgifter efter servicelovens § 100, og derudover er der en række betingelser, der skal være opfyldt:

• Merudgiften skal være nødvendig  og have sammenhæng med  din nedsatte funktionsevne. Det betyder, at du skal afholde de samme  udgifter, som andre på samme alder og i samme livssituation har. Det betyder f.eks, at opgaver, som andre normalt ville betale en håndværker for at gøre, skal du selv betale for. Omvendt skal du ikke selv betale for udgifter, som andre ikke har eller selv ville gøre.
• Det forudsættes, at andre i husstanden deltager i opgaverne. Du kan læse mere om vurderingen af, i hvilket omfang kommunen må tage hensyn til den hjælp du kan forvente fra din husstand og dit netværk i øvrigt i principafgørelse 3-19.
• Kommunen skal vurdere om det, som du søger om hjælp til, kan bevilges efter anden lovgivning, da merudgifter efter servicelovens § 100 som hovedregel er subsidiær til anden lovgivning.
• Hvis du har en bevilling på borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 96, eller modtager kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95, skal hjælperne hjælpe dig med mindre håndsrækninger. Større håndsrækninger f.eks. malerarbejde skal i stedet søges som en merudgift. Du kan læse mere om snitfladen mellem merudgifter og en hjælperordning i principafgørelse C-9-07.
• Kommunen må gerne have et serviceniveau, men hvis du ikke kan få udført opgaven til den fastsatte timeløn, er det kommunen, som konkret skal anvise en løsning, hvor arbejdet kan udføres til den fastsatte timeløn. Kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering jf. principafgørelse 28-16. 

Det følger af sektoransvarlighedsprincippet, at den sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne.

I servicelovens § 100, stk. 1 er det anført, at det er en betingelse, at merudgiften ”ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov”.

Sonderemedier er et behandlingsredskab. Behandlingsredskaber er omtalt i Vejledningen om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse pkt. 55, hvor det er anført:

"55. Udgifter til behandlingsredskaber dækkes ikke efter serviceloven, men derimod efter sundhedslovgivningen. Udgifter til behandlingsredskaber afholdes af sygehusvæsenet (regionen)."

Ankestyrelsen har i principafgørelse 77-16 fastslået:

”Den sociale sektor har ikke ansvaret for behandlingsredskaber. Udgifter til behandlingsredskaber kan derfor ikke ydes efter serviceloven, heller ikke som en merudgift. Det gælder også selvom, at der er en egenbetaling efter sundhedslovgivningen”.

Sondeernæring:

Hvis du ellers er omfattet af personkredsen for nødvendige merudgifter, kan du evt. få dækket merudgifter til sondeernæring. Det forudsætter, at du ved siden af siden af din sondeernæring spiser almindelig kost, og at dine samlede merudgifter for et år overstiger 6.888 kr. (2022). Hvis du alene lever af sondeernæring, vil du normalt ikke have en merudgift, da du via sundhedslovgivningen får et tilskud på 60 % af udgiften. De resterende 40 % svarer til den gennemsnitlige udgift til almindelig kost. Du kan tale med din læge om du opfylder betingelserne for tilskud til sondeernæring.

Andre støttemuligheder

Der kan evt. ydes hjælp til egenbetaling af sonderemedier og sondeernæring efter anden lovgivning. Herom er det anført i Vejledning om tilskud til lægeordinerede ernæringspræparater (sondeernæring m.v.):

"Tilskud efter sundhedsloven suppleres af tilskudsmuligheder til forskellige persongrupper efter den sociale lovgivning.

Efter lov om aktiv social politik, § 82 kan kommunen yde hjælp til udgifter til sygebehandling eller lignende, der ikke dækkes af anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Det er en betingelse, at behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet.

Efter pensionslovene har førtidspensionister, der er tilkendt pension efter reglerne fra før 1. januar 2003 og folkepensionister mulighed for at søge om personligt tillæg, hvis deres økonomiske forhold er særligt vanskelige. Kommunen træffer afgørelse efter en nærmere konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold."

Kommunen kan som udgangspunkt godt stille krav om, at du skal tabe dig i sager om merudgifter og støtte til køb af bil, hvis begrænsningen af funktionsevnen helt eller delvist er forårsaget af overvægten. Du har pligt til at medvirke ved behandlingen, hvis det har betydning for funktionsevnen.

For at få støtte til bil og merudgifter til voksne efter serviceloven skal du have en varig nedsættelse af funktionsevnen, som ikke kan forbedres ved behandling. Det fremgår bl.a. af principafgørelse 83-13. Heraf fremgår det også, at ved vurderingen af, om overvægt er en varig lidelse uden mulighed for behandling, kan der som udgangspunkt lægges vægt på mulighederne for behandling af overvægt under følgende forudsætninger:

• Der skal foreligge konkrete oplysninger om forslag til realistisk vægttab, som kan medføre forbedring af funktionsevnen.
• Det skal være dokumenteret, at overvægten i sig selv har indflydelse på funktionsevnen.
• Der skal være lægelig indikation for, at vægttab vil forbedre funktionsevnen.
• Behandlingen må ikke indeholde væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed. Der kan ikke lægges vægt på muligheden for operativt indgreb, hvis borgeren ikke vil medvirke, da operation kan indebære risiko for liv og førlighed.
• Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af funktionsevnen.

Kommunen kan stille krav om vægttab, når ovennævnte forudsætninger er opfyldt, men kommunen kan ikke stille krav om, at du skal lade dig operere, hvis du ikke selv ønsker det.

Hvis du er hårdt ramt af sygdommen, kan du være omfattet af målgruppen for merudgiftsydelse efter servicelovens § 100, hvis du i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage hjælp.

I forhold til betingelsen om, at der skal være iværksat "ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger", skal du være opmærksom på principafgørelse 35-16. Heraf fremgår det, at en kvinde med Morbus Crohn sygdom var omfattet af personkredsen, som var berettiget til hjælp til dækning af nødvendige merudgifter. Der blev lagt vægt på, at hendes sygdom uden medicinsk behandling ville være akut livstruende eller medføre en umiddelbar risiko for væsentlig og varigt nedsat funktionsevne:

"For så vidt angår spørgsmålet om ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger har vi lagt vægt på, at den medicinske behandling i sig selv udgør ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger i lovens forstand, når det lægges til grund, at du uden din medicin eller behandling ville være i en umiddelbar risiko for væsentlig og varigt nedsat funktionsevne."

Ikke alle med lidelsen Morbus Chron er automatisk er omfattet af § 100. Kommunen skal i hver enkelt tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af, om lovens betingelser er opfyldt.