Selvhjælp

Som udgangspunkt kan der laves en opdeling mellem behandlingsredskaber, hjælpemidler og genoptræningshjælpemidler. Der findes et afgrænsningscirkulære, der har til formål at definere, hvad behandlingsredskaber er, og at afgrænse behandlingsredskaber over for tilgrænsende kategorier af redskaber og hjælpemidler. Af cirkulæret fremgår blandt andet følgende:

• Det er sygehuset (regionen), der i henhold til § 74 i sundhedsloven skal forsyne patienten med behandlingsredskaber. Der er tale om redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling på sygehus eller som patienten forsynes med som en fortsættelse af den iværksatte behandling med det formål enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, der er opnået ved sygehusbehandlingen eller at forhindre forringelse af dette resultat. Der vil således kunne være tale om redskaber/hjælpemidler, som der kun er et midlertidigt behov for. Det er sygehuset, der vurderer, om patienten har behov for behandlingsredskaber
• Det er kommunen, der i henhold til servicelovens §§ 112 og 113 har ansvaret for at yde støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet:
  1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne
  2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
  3.er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve erhverv. Det er kommunen, der vurderer og træffer afgørelse herom.
• Såfremt patienten har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning, skal sygehuset tilbyde en genoptræningsplan i henhold til § 84 i sundhedsloven. Det er kommunen, der har myndighedsansvaret for genoptræningen efter § 140 i sundhedsloven. Kommunen skal som led i genoptræningen også sørge for de nødvendige hjælpemidler. Såfremt genoptræningen skal foregå på et sygehus (specialiseret gentræning), er det sygehuset, der skal sørge for eventuelle behandlingsredskaber eller hjælpemidler hertil. Det er således enten kommunen eller sygehuset, der har ansvaret for at vurdere, om der er behov for behandlingsredskaber eller hjælpemidler i forbindelse med genoptræningen.

Hvorvidt borgeren har ret til et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel, vil bero på en konkret individuel vurdering, herunder hvad formålet med brugen af behandlingsredskabet eller hjælpemidlet er. I afgrænsningscirkulæret er endvidere også omtalt anden lovgivning, hvorefter hjælpemidler kan bevilges.

Hvis der opstår tvivl om, hvilken myndighed der er ansvarlig for bevilling/betaling af et nødvendigt behandlingsredskab/hjælpemiddel, må tvivlen ikke komme borgeren til skade. Derfor må den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren levere behandlingsredskabet/hjælpemidlet, hvorefter spørgsmålet om betaling må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.

Der vil også kunne være situationer, hvor der ikke er lovgivningsmæssig mulighed for hjælp.

Afgørelse og klageadgang

Såfremt borgeren ikke er enig i sygehusets eller kommunens afgørelse, er der mulighed for at bede om en skriftlig afgørelse med begrundelse. Der kan klages over den sundhedsfaglige vurdering i forhold til behov for behandlingsredskaber eller hjælpemidler i forbindelse med sygehusbehandling og/eller genoptræning til Styrelsen for Patientklager. Ved afslag på hjælpemidler efter serviceloven kan der klages til Ankestyrelsen.

Det er kommunen, der har beslutningskompetencen i forhold til hjælpemidler, og kommunen skal bevilge det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Frit valg på hjælpemidler

Der er dog som udgangspunkt frit valg af hjælpemidler. Man kan dog højst få refunderet en udgift, som svarer til prisen på det hjælpemiddel, som, kommunen har vurderet, er det bedst egnede og billigste. Før man anskaffer et andet hjælpemiddel end det, som kommunen peger på som det bedst egnede, skal kommunen desuden godkende, at det valgte hjælpemiddel opfylder de skitserede behov. Hvad der i det enkelte tilfælde er det bedst egnede og billigste hjælpemiddel beror på en konkret individuel vurdering fra sag til sag.

Leverandøraftaler

Kommunen har ret til at indgå aftale med en bestemt leverandør. Hvis kommunen har indgået en sådan leverandøraftale, og man ønsker at benytte en anden leverandør, så kan man højst få refunderet den del af udgiften, som svarer til det, som kommunen ville have kunnet få hjælpemidlet til hos sin leverandør.

Hvis kommunen ikke har indgået en aftale med en bestemt leverandør, så kan man selv helt frit vælge leverandør. Hjælpen ydes efter regning dog højest med et beløb svarende til prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Begrænsning i retten til frit valg

Retten til frit valg af leverandør gælder ikke, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, som er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, som man ønsker at anskaffe fra deres faste leverandør.

Som et eksempel kan nævnes, at brugeren har fået bevilget en rollator af mærket X. På kommunens hjælpemiddellager findes en brugt rollator af dette mærke. Brugeren ønsker en fuldstændig identisk rollator af samme mærke - men en ny. I denne situation vil brugeren ikke kunne benytte sig af retten til frit at vælge leverandør. Noget tilsvarende vil gælde, hvis brugeren ønsker et fuldstændig identisk hjælpemiddel i en anden farve end det, som kommunen kan stille til rådighed.

Retten til at vælge et dyrere hjælpemiddel end det, som er omfattet af kommunens bevilling, begrænses ikke. Brugeren kan således mod betaling af prisdifferencen vælge et dyrere hjælpemiddel end det, som kommunen vil yde støtte til. Det forudsættes også her, at det valgte hjælpemiddel stadig kompenserer for den nedsatte funktionsevne. Kommunen skal også i disse situationer godkende det valgte hjælpemiddel.

Man kan kun få bevilget et ekstra hjælpemiddel/reservehjælpemidler i ganske særlige tilfælde. Et sådant ganske særligt tilfælde kan være, hvis det er særdeles vanskeligt at medbringe hjælpemidlet udenfor hjemmet. Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om der er særlige vanskeligheder forbundet med at medbringe hjælpemidlet og begrunde deres afgørelse konkret.

Reservehjælpemidler ydes efter behov. Normalt vil der ikke være behov for reservehjælpemidler.

Hvis et hjælpemiddel f.eks. er ydet til brug i hjemmet, kan der efter en konkret vurdering af behovet ydes reservehjælpemidler, når det pågældende hjælpemiddel er meget vanskeligt at medbringe uden for hjemmet.

Kommunen skal altså konkret vurdere og begrunde, om du uden store vanskeligheder kan medbringe hjælpemidlet.

Du kan læse mere om bevilling af reservehjælpemidler i Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder pkt. 34.

Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvilken lovgivningen hjælpemidlet er bevilget efter. Tandemcykler kan eksempelvis være bevilget enten som almindeligt hjælpemiddel efter servicelovens § 112, som et forbrugsgodehjælpemiddel efter servicelovens § 113 eller som en merudgift efter servicelovens § 41 (børn) eller § 100 (voksne).

Bevilget som hjælpemidler efter servicelovens § 112

Hvis cyklerne er bevilget som hjælpemidler efter servicelovens § 112, betragtes de normalt som udlån og skal leveres tilbage til kommunen efter endt brug. Du kan altså i så fald ikke sælge dem. Hvis du har gjort brug af muligheden for frit valg af hjælpemiddel og har valgt at købe et andet og dyrere hjælpemiddel end det, som kommunen har bevilget, vil du få en del af egenbetalingen tilbage. Forudsætningen er, at hjælpemidlet tilbageleveres senest efter 4 år. Værdien af egenbetalingen nedskrives med 1/48 for hver måned der er gået siden I erhvervede hjælpemidlet. Se evt. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 7 og til Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder pkt. 45.

Bevilget som forbrugsgode-hjælpemidler efter servicelovens § 113 eller efter merudgiftsbestemmelserne

Hvis cyklen derimod er bevilget enten som et forbrugsgodehjælpemiddel efter servicelovens § 113, eller der er givet støtte efter merudgiftsbestemmelserne (servicelovens § 41 eller 100), kan du som udgangspunkt betragte den som din ejendom, som du har ret til at sælge - dog med et vist forbehold, fordi der ikke er en klar praksis på området.

Endelig kan der være tale om at cyklen betragtes som et forbrugsgode, men at den alligevel udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne (servicelovens § 113, stk. 5). I de tilfælde kan cyklen ligesom almindelige hjælpemidler efter servicelovens § 112 være ydet som et udlån. Hvis det er tilfældet, skal cyklen tilbageleveres til kommunen.

Ifølge servicelovens § 113 b er det muligt at bevilge hjælpemidler (og forbrugsgoder) i en tidsbegrænset periode til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte i servicelovens § 112, stk. 1, eller § 113, stk. 1, i øvrigt er opfyldt.

Fra pkt. 10 i vejledning om hjælpemidler m.v.:

"Ved midlertidigt nedsat funktionsevne forstås, at der inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der alene i en tidsafgrænset periode vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne."

Vær dog være opmærksom på, at der kun kan ydes støtte til det pågældende hjælpemiddel én gang indenfor samme tidsbegrænsede periode.

Bemærk endvidere, at hjælpemidler som kun skal bruges i umiddelbar tilknytning til en genoptræning i nogle tilfælde vil blive betragtet som behandlings- eller genoptræningshjælpemidler. I de tilfælde skal de ikke bevilges af kommunen, men af sygehuset/regionen. 

Du har ret til at få din kørestol repareret, hvis det er nødvendigt for fortsat at kunne anvende den, og det er din nuværende opholdsholdskommune, der har pligt til at yde dig hjælp. Det gælder også, selvom hjælpemidlet et bevilget af en tidligere kommune. I sådanne situationer medtages bevilgede hjælpemidler, som der fortsat er behov for, til den nye kommune. Tilflytningskommunen er forpligtet til at afholde udgifter i forbindelse med reparationer.

Undtagelse

Undtagelsen er dog, hvis en tidligere kommune har visiteret dig til eller anbragt dig i f.eks. en boform efter servicelovens § 107-110 eller en bolig efter almenboliglovens § 105 i en anden kommune. I så fald er den kommune, der har visiteret eller anbragt dig, fortsat forpligtet til at dække udgifterne.

Reglerne fremgår af retssikkerhedslovens § 9 samt Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder pkt. 14.

Loven skelner mellem egentlige hjælpemidler og forbrugsgoder.

Hjælpemidler er produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsevnenedsættelse. Hjælpemidler ydes efter servicelovens § 112.

Forbrugsgoder er produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Sådanne produkter er således ikke fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne, men kan dog i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for. Forbrugsgoder ydes efter servicelovens § 113.

Et produkt er enten fremstillet som et hjælpemiddel, eller som et produkt, som indgår i almindelig husholdning. Et forbrugsgode kan bevirke, at den pågældende kan udføre dagligdags funktioner, som han eller hun ellers ikke ville være i stand til uden hjælp.

Det er derfor DUKH's vurdering, at en kommune ikke kan yde hjælp til el-scooter som hjælpemiddel til nogen borgere og som forbrugsgode til andre borgere.

I hjælpemiddelbekendtgørelsen er det beskrevet, at der er mulighed for at yde støtte til den fulde anskaffelsespris til et forbrugsgode, hvis forbrugsgodet på grund af borgerens nedsatte funktionsevne udelukkende fungerer som hjælpemiddel.

Nogle vil derfor kunne få dækket 50% af udgiften til et forbrugsgode, mens andre vil kunne få dækket den fulde pris.

For at få dækket den fulde anskaffelsespris på en 3 hjulet knallert, skal det vurderes, at du har behov for dette forbrugsgode, og at det udelukkende fungerer som et hjælpemiddel for dig.

Ankestyrelsen har fastslået, at en 3-hjulet benzindreven knallert skal betragtes som et forbrugsgode. Det fremgår af servicelovens § 113, stk. 5, at hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen de fulde anskaffelsesudgifter. Hjælpen kan i øvrigt ydes som udlån.

Du skal opfylde de samme betingelser som ved ansøgning om almindelige hjælpemidler for at få den fulde anskaffelse dækket.

Et forbrugsgode kan således bevirke, at man kan udføre dagligdags funktioner, som man ellers ikke ville være i stand til uden hjælp, og man kan dermed have behov for det som et hjælpemiddel.

Om du opfylder betingelserne for at få et forbrugsgode fuldt betalt afhænger derfor bl.a. af, hvor omfattende din funktionsnedsættelse er, om forbrugsgodet er nødvendigt for at gøre dig mere selvhjulpen i hverdagen, om det i væsentlig grad letter din daglige tilværelse og om din funktionsnedsættelse er varig, dvs. at der ikke er udsigt til en forbedring af din tilstand.

Konkret i forhold til en 3-hjulet knallert vil det også have betydning, om du har andre mobilitets-hjælpemidler, og om du i forvejen er fuldt ud kompenseret for dit mobilitets-behov ved hjælp af disse.

Det betyder også at man ikke kan sige noget generelt om, hvorvidt man har ret til at få dækket den fulde anskaffelsespris på et bestemt forbrugsgode. Det afhænger af, om det konkret fungerer som et hjælpemiddel for den konkrete ansøger.

Læs evt. mere herom i principafgørelse 40-19.

Det er ikke en betingelse for at få støtte til kompressionsstrømper, at man har et personligt hjælpemiddel. Lovgivningen opererer ikke længere med begreberne kropsbårne eller personlige hjælpemidler.

Betingelsen er udelukkende, at hjælpemidlet (jf. servicelovens § 112):

1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller
3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Kommunen skal foretage en konkret, individuel vurdering af, om du opfylder en af betingelserne.

Fra Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder:

"99. Kompressionsstrømper kan ved svære varige kredsløbslidelser ydes ved:

• Svære grader af åreknuder (varicer) som ikke svinder efter fornøden behandling
• Varige følger efter blodpropper i ben eller arme
• Varige hævelser på grund af følger efter strålebehandling
• Kronisk ødem (væske) i benene på grund af en varig utilstrækkelig funktion af vener eller fraførende lymfekar

Kompressionsstrømper kan vælges med forskellig trykeffekt (kompression) afhængig af sygdommens følger. Det afgørende for, om der kan ydes kompressionsstrømper, er ikke trykeffekten, men om kompressionsstrømpen kan afhjælpe en svær, varig kredsløbslidelse, jf. ovennævnte indikationer. Der kan ligeledes være brug for kompressionsstrømper til arme. Der vil normalt være behov for reservestrømper. Der kan ikke ydes hjælp efter servicelovens § 112 til støttestrømper og antiembolistrømper, som anvendes f.eks. ved lettere benproblemer, irritationer, uro i benene eller for at forebygge venelidelser."

En af betingelserne for at få hjælp til merudgifter efter servicelovens § 100 er, at merudgiften skal være en direkte følge af lidelsen.

En anden betingelse er, at udgiften ikke skal kunne dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser.

Ortopædiske fodindlæg skal som udgangspunkt søges efter bestemmelserne om hjælpemidler i servicelovens § 112.

Det følger af det såkaldte sektoransvarsprincip, at hjælpemidler skal søges i den sammenhæng, hvor det skal bruges. Hvis computeren skal anvendes som led i undervisningen, skal I søge den gennem skolen, dvs. lovgrundlaget er folkeskoleloven. I skolens vurdering skal indgå, om det alene pga. handicappet er nødvendigt, at din søn har en ekstra computer derhjemme for at kunne øve sig.

Hvis computeren er til hjemmebrug

Hvis den bærbare computer er til hjemmebrug, kan der kun ydes hjælp til den som et hjælpemiddel/forbrugsgode, hvis computeren ikke er såkaldt sædvanligt indbo. Det fremgår dog af hjælpemiddelbekendtgørelsen § 20, stk. 4, at computere med standardsoftware, der understøtter hjælpemidler til blinde og svagsynede, dækkes med den fulde anskaffelsespris til det bedst egnede og billigste produkt.

En computer er sædvanligt indbo

Det fremgår af principafgørelse 49-12 (historisk), at en computer anses som udgangspunkt som sædvanligt indbo. Det fremgår af principafgørelse 59-13, at også bærbare computere, smartphones, tablets m.v. er sædvanligt indbo. Derfor kan din søn ikke få bevilget en bærbar computer som hjælpemiddel/forbrugsgode.

Hvis et produkt kan betragtes som almindeligt indbo, kan man ikke få støtte til det efter reglerne om hjælp til forbrugsgoder i servicelovens § 113. Ankestyrelsen har udsendt principafgørelse 59-13, som fastslår, at en smartphone er et forbrugsgode, som indgår i sædvanligt indbo. Der kan derfor ikke ydes støtte efter reglerne om forbrugsgoder efter servicelovens §113.

Din økonomiske situation har ingen betydning for, om en smartphone betragtes som almindeligt indbo. Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, vil løbende ændres i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og folks forbrugs- og levevaner. Således vil flere forbrugsgoder med tiden blive mere almindeligt udbredt og efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.

Selvom du ikke kan få støtte til selve telefonen, har du mulighed for at søge støtte til nødvendige programmer til jeres smartphone. Hvis du skal opnå tilskud, forudsætter det, at der er behov for andre programmer end de, som er standard.

Støtte til køb af beklædningsgenstande (tøj) kan gives efter tre forskellige regelsæt i lovgivningen.

Personligt tillæg:

Kommunen skal beregne, om du har råd til at betale den ekstra udgift til specialfremstillet tøj i forhold til prisen på almindeligt tøj. De skal vurdere, om du vil have et tilstrækkeligt stort rådighedsbeløb til andre udgifter, når udgiften til tøjet er betalt. Det er op til den enkelte kommune at fastsætte, hvor mange penge eks. pensionister skal have til rådighed om måneden, når deres udgifter er betalt. De skal fastsætte et rådighedsbeløb. Hvis køb af tøjet bringer dit rådighedsbeløb ned under deres egen fastsatte grænse for, hvor mange penge man skal have til rådighed, når ens udgifter er betalt, skal de give dig støtte, så dit rådighedsbeløb når op på det niveau, som kommunen har fastsat at man skal have.

Merudgift:

Støtte kan også gives efter merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 100. Der kan bevilges støtte til det, som tøjet koster mere end ”almindeligt” tøj, hvis du er omfattet af målgruppen for § 100.

Reglerne om personlige tillæg eller merudgiftsbestemmelserne skal anvendes i de tilfælde, hvor personer pga. deres funktionsnedsættelse har behov for særligt dyrt eller særligt udformet tøj, eller hvor funktionsnedsættelsen medfører et ekstraordinært slid på tøjet, f.eks. fordi det kommer i berøring med kørestolens hjul. Hjælp efter reglerne om personlige tillæg eller merudgiftsbestemmelserne kan først ydes, hvis udgifterne ikke kan dækkes efter anden lovgivning.

Hjælpemidler:

Hvis der er behov for særlige beklædningsgenstande, som kun er nødvendige pga. funktionsnedsættelsen (f.eks. køreposer til kørestolsbrugere), skal vurderingen foretages efter servicelovens § 112 om hjælpemidler og § 13 i hjælpemiddelbekendtgørelsen. I så fald vil den fulde anskaffelsesudgift kunne dækkes. Se evt. også pkt. 112 i Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder.

Endelig kan der for en nærmere præcisering af, hvornår de enkelte bestemmelser kan bringes i anvendelse, henvises til to afgørelser fra Ankestyrelsen : C-8-04 og C-51-05.

Kommunen er forpligtet til at udskifte benskinner efter behov og lave en individuel, konkret vurdering af, om der er behov for udskiftning af skinnerne. Det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, hvor der står: ”Hjælp til reparation og udskiftning af bevilgede hjælpemidler samt reservehjælpemidler ydes efter behov”. Det samme princip kan udledes af principafgørelse C-28-00 udsendt af Ankestyrelsen.

Hvis du har gjort brug af frit valgs-ordningen

Eneste undtagelse er, hvis du har gjort brug af retten til frit valg af hjælpemiddel, og hvis der på grund af dit frie valg undtagelsesvist skulle blive tale om ekstraordinært dyre eller hyppige reparationer eller udskiftning. Så må kommunen gerne pålægge dig selv udgiften hertil (se evt. hjælpemiddelvejledningens pkt. 41).

Vejledende udskiftningsintervaller

Der er i vejledningen nævnt nogle udskiftningsintervaller, men det fremgår samtidig af vejledningens pkt. 28 at ”dette indebærer ikke, at hjælpemidlet skal udskiftes på dette tidspunkt, eller at behov for hyppigere udskiftning ikke kan forekomme.”