Selvhjælp

Hvad er en underretning?

En underretning er en henvendelse til kommunen, hvor der indgår bekymrende oplysninger om et barn. En underretning kan komme fra både private borgere og fra personer som fx er offentligt ansat. Det kan fx være ansatte på en skole eller et sygehus. Reglerne står i barnets lov §§ 132-135. En underretning har ingen formkrav. Det betyder, at en borger kan underrette både mundtligt og skriftligt. Henvendelsens indhold, herunder om der er bekymrende oplysninger om et barn, er afgørende for, om kommunen skal behandle sagen efter reglerne om underretning.

Hvor hurtigt skal forældrene kontaktes ved en underretning?

Barnets lov § 136, stk. 2 siger, at en kommune har pligt til at vurdere en underretning indenfor 24 timer. 24 timers fristen er dermed en frist for kommunen til at se på sagen og foretage første vurdering. Der er ingen klare regler for, hvor hurtigt eller hvordan forældre skal kontaktes i en underretningssag. Udgangspunktet er, at forældre har ret til at blive oplyst om underretningen og indholdet af denne. Retten til dette følger af databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14. Det er muligt at undtage fra dette. Denne undtagelse står i databeskyttelsesloven § 22.

Hvordan skal kommunen behandle en underretning?

Kommunen skal, når den modtager en underretning, vurdere, ”om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og om der derfor er behov for at iværksætte akutte foranstaltninger”. Akutte foranstaltninger kan fx være aflastning eller familiebehandling. Kommunen skal også afklare, om barnet har behov for særlig støtte. Det kan være nødvendigt at indhente oplysninger fra forældrene og fagpersoner, der har viden om barnet.

Hvilke udfald kan der være i en underretningssag?

Kommunen skal på baggrund af sagens oplysninger vurdere de videre skridt i sagen. Der kan være flere forskellige udfald i en underretningssag fx:

• Kommunen kan vurdere, at der ikke er grund til bekymring for barnet og derfor afslutte sagen.
• Kommunen kan vurdere, at barnets behov for støtte kan løses med en forebyggende indsats efter barnets lov kap. 4. Det kan fx være rådgivning og konsulentbistand.
• Kommunen kan vurdere, at der er behov for at få sagen yderligere undersøgt og på den baggrund starte en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov § 20. Kommunen bruger undersøgelsen til at afklare om der er behov for at opstarte støttende indsatser efter barnets lov kap. 4. Der er mange muligheder for støtte. Det kan fx være familiebehandling, aflastning og kontaktperson. 
• Kommunen kan vurdere, at der er behov for akutte foranstaltninger, samtidig med der bliver lavet en børnefaglig undersøgelse.

En underretning om et barn giver ikke i sig selv kommunen pligt til at iværksætte støtte. Reglerne om underretning skal ses i sammenhæng med kommunes forpligtigelse til at tilbyde en forebyggende eller støttende indsats efter barnets lov.

Hvad kan man gøre, hvis kommunen ikke reagerer?

Forældre eller fagpersoner der oplever, at kommunen ikke handler på bekymring om et barn, har mulighed for at underrette Ankestyrelsen. Det fremgår af barnets lov § 152. Du kan læse mere om muligheden for at underrette til Ankestyrelsen på Ankestyrelsens hjemmeside. 

Kommunen kan bevilge aflastning efter tre paragraffer – nemlig barnets lov § 32, servicelovens § 84 jf. § 90 i barnets lov samt barnets lov § 86.

Aflastning efter barnets lov § 32

Hvis behovet for aflastning opstår på baggrund af barnet eller den unges helt særlige behov for støtte, skal aflastningen bevilges efter barnets lov § 32 

 
Barnet eller den unge kan komme i et aflastningsophold i en plejefamilie eller på et opholdssted. Aflastningen kan ikke bevilliges på timebasis men kun som døgnophold.

Afløsning og aflastning efter serviceloven § 84 jf. barnets lov § 90

Hvis behovet for afløsning eller aflastning er opstået alene på baggrund af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, og afløsningen eller aflastningen gives af hensyn til den øvrige familie, for eksempelvis at give forældrene tid til eventuelle søskende, skal afløsningen eller aflastningen ydes efter servicelovens § 84 jf. barnets lov § 90.

Ved afløsning i hjemmet er forældrene ikke arbejdsgiver. Det vil sige, at de ikke selv ansætter og afskediger personale. Det er kommunen der godkender og ansætter personale.

 
Aflastning gives uden for hjemmet, typisk som døgnophold i en plejefamilie eller på en institution.

Aflastning efter barnets lov § 86

 
Det betyder at der alene kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til aflastning i eget hjem, hvis en af de øvrige aflastningsordninger ikke kan dække behovet da § 86 er subsidiær i forhold til andre bestemmelser.

Det fremgår af børn og unge-vejledningen at hvis en af de øvrige mulige aflastningsordninger ikke er tilstrækkeligt i det konkrete tilfælde, kan der ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til ansættelse af en hjælper efter barnets lov § 86 til aflastning. Der ydes kun hjælp til dækning af merudgifter efter § 86 til aflastning i eget hjem.

Der kan f.eks. ydes hjælp til voksenbetalt barnepige i situationer hvor andre familier også ville have behov for barnepige og hvor udgiften til en barnepige er højere end hvad andre forældre betaler for en barnepige. Begrundelsen for en særlig høj udgift til barnepige kan være, at barnets funktionsnedsættelse kræver en særlig ansvarlig og kompetent voksen til at passe sig. Kommunen kan yde merudgiften til denne barnepigeudgift i forhold til, hvad en barnepige ellers koster. Forældrene er arbejdsgivere. Det er forældrene selv der ansætter og afskediger personale.

Forskelle

Forældrene er hverken efter servicelovens § 84 jf. barnets lov § 90 eller § 32 arbejdsgivere. Det er kommunen, der ansætter personale til at varetage opgaven.

Der kan være en række tilfælde, hvor et barn har så komplekse funktionsnedsættelser, at aflastningen bør gives efter barnets lov § 32, selv om aflastningen gives for at tilgodese de øvrige i familien. Det kan være tilfælde, hvor aflastningen bør gives på et velbeskrevet grundlag og af kvalificeret personale.

 
En familie kan på samme tid godt modtage aflastning efter både servicelovens § 84 jf. barnets lov § 90, barnets lov § 32 og § 86. Det afhænger af familiens beskrivelse af behovet og kommunens vurdering af sagen

Hvis afløsningen eller aflastningen er bevilget efter serviceloven er det kommunen der godkender og ansætter personale til at udføre opgaven.

 
Den praktiske tilrettelæggelse af hjælp til afløsning eller aflastning er såkaldt faktisk forvaltningsvirksomhed, hvilket betyder, at kommunen bestemmer, hvordan den konkrete hjælp skal udføres, hvem der skal udføre den og hvor den skal udføres. Det er en forudsætning, at afløsningen eller aflastningen er fastsat, således at formålet med hjælpen er dækket, jf. principafgørelse 76-17.

Hvis aflastningen er bevilget efter barnets lov § 86, er udgangspunktet normalt, at man som forældre selv vælger og aflønner den person, som man ønsker skal varetage opgaven.

Man kan ikke selv vælge, efter hvilken § man ønsker bevillingen. Det fremgår bl.a. af principafgørelse 85-13

Barnets lov § 187 og betalingsbekendtgørelsens § 1 siger, at forældre, som udgangspunkt, har pligt til at betale til udgifterne, når deres barn bliver anbragt. Hvor meget forældrene skal betale, afhænger af indkomst.

Har anbringelsen et udpræget behandlingsmæssigt sigte, kan kommunen fritage forældre helt eller delvist for at betale til anbringelsen. Også selv om de har økonomisk mulighed for at betale. Det fremgår af betalingsbekendtgørelsen § 7 stk. 1 nr. 1.

Ankestyrelsen har truffet 2 principafgørelser på området. Det drejer sig om principafgørelserne 158-12 og 13-15. Principafgørelse 158-12 har uddybet, hvad der skal forstås ved udpræget behandlingsmæssigt sigte. Der står blandt andet:

”Udpræget behandlingsmæssigt sigte skal forstås således, at der skal være et massivt behandlingsbehov, der har stået på over en længere periode, og hvor der er udsigt til udvikling af ikke ubetydeligt omfang.”

Det er således afgørende for vurderingen, at der ikke alene er tale om pasning og pleje, men at der også sker en udvikling hos barnet eller den unge af ikke ubetydeligt omfang.

Endvidere er det afgørende, om det er påkrævet, at barnet eller den unge har brug for ophold i døgnregi, eller om det vil være tilstrækkeligt, at barnet eller den unge tilbydes dagbehandling. En situation, hvor dagbehandling er tilstrækkeligt, men ikke muligt grundet forældrenes manglende forældreevne, vil derfor ikke være omfattet af denne fritagelsesgrund.”

Principafgørelse 158-12 slår således fast, at der både skal være tale om et udpræget behandlingsmæssigt sigte og der skal være udsigt til udvikling i et ikke ubetydeligt omfang.

 Principafgørelse 13-15 har behandlet spørgsmålet om hvordan kommunen vurderer, om der er et udviklingsmæssigt sigte. Der står:

”Vurderingen kan ikke foretages ud fra en fast målestok. En udvikling, der for et barn uden behov for støtte må anses for ubetydelig, kan for et barn med store vanskeligheder være ”ikke ubetydelig”.

Der kan ikke stilles krav om, at barnet skal udvikle sig i en sådan grad, at barnet ikke længere har en funktionsnedsættelse eller et omfattende behov for støtte.

Det skal indgå i vurderingen, om anbringelsen er nødvendig for, at der sker en udvikling hos barnet.”

Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af barnets situation. På den baggrund skal kommunen vurdere om: Anbringelsen har et udpræget behandlingsmæssigt sigte og om der er udsigt til udvikling i et ikke ubetydeligt omfang. Kommunen skal ud fra dette afgøre om der er grundlag for at fritage forældrene for egenbetaling.

Er der andre muligheder for at fritage for egenbetaling?

Der findes andre muligheder for at kommunen kan fritage forældrene hel eller delvis for egenbetaling.  Mulighederne for at fritage eller nedsætte betaling til anbringelsen fremgår af betalingsbekendtgørelsen § 6 og § 7.

Klagemulighed

Forældre kan klage over en afgørelse om egenbetaling ved anbringelse. En klage over egenbetaling har ikke det, som man kalder opsættende virkning. Opsættende virkning betyder, at en aktuel afgørelse sættes i bero, indtil der er truffet en afgørelse af Ankestyrelsen. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 72. Det betyder derfor, at forældre skal begynde at betale for anbringelsen, fra det tidspunkt kommunen har truffet afgørelsen.

Kommunen kan i helt særlige tilfælde give en klage opsættende virkning. Det er muligt at bede kommunen om en skriftlig afgørelse på, at de ikke vil give en klage opsættende virkning. Et afslag på opsættende virkning kan man klage over. Det har Ankestyrelsen fastslået i principafgørelse R-6-03.

Når et barn er anbragt uden for hjemmet og/eller forsørges af offentlige midler skal kommunen stoppe udbetalingen af børneydelser. Stop af børneydelser er således uafhængig af, om barnet har adresse hjemme hos forældrene eller ej, samt om der er tale om en midlertidig eller langvarig anbringelse. Det betyder, at hvis kommunen forsørger barnet (betaler kost, lomme- og tøjpenge etc.), så kan forældrene ikke modtage børneydelser.

Aflastningsophold og børneydelser:

Situationen er lidt en anden, hvis der er tale om et aflastningsophold. Såfremt der er tale om, at barnet ikke er anbragt, men er i et aflastningsophold (barnets lov § 32), kan forældrene bevare retten til børnepenge. Betingelsen er, at aflastningsopholdet er kortvarigt.

Børnebidrag:

Når barnet er anbragt, vil moderen ikke længere modtage børnebidrag fra faderen eller omvendt. Kommunen indtræder fra opholdets start i retten til bidraget fra den bidragspligtige. Kommunen kan ved særlige grunde undlade at kræve betaling fra bidragspligtige. Det kan f.eks. være, når bidragspligtige har varetaget omsorgen for barnet. 

Barnets lov § 114, stk. 1 giver mulighed for, at unge, som er anbragt udenfor hjemmet, kan blive i en anbringelse efter de fylder 18 år. 

Målgruppen er unge mellem 18 og 22 år.  Der er 3 krav, som skal være opfyldt, for at der kan bevilges efterværn:

• Efterværnet "må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte
• Den unge er indforstået med efterværnet
• Efterværnet ”skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse og herunder have fokus på at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, f.eks. anskaffelse af selvstændig bolig.”

Principafgørelse om efterværn

Ankestyrelsen har i principafgørelse 95-13 slået fast, at der udover ovenstående, også er krav om, at der skal ”være udsigt til en positiv udvikling i perioden med efterværn.” Begrebet positiv udvikling uddybes i principafgørelse 95-13:

”Ved vurderingen af, om der vil være en positiv udvikling, skal der være et fremadrettet fokus på den unges livssituation og evne til at føre en selvstændig tilværelse. Dette indebærer fokus på den unges uddannelse og beskæftigelse samt andre relevante forhold, eksempelvis stabil og selvstændig boligsituation, økonomihåndtering, husholdning mv.”

Principafgørelsen slår dog fast, at der ikke er krav om, at den unge skal være helt selvhjulpen, når den unge fylder 23 år.

Opretholdt anbringelse - hvis der ikke er udsigt til en positiv udvikling mod en selvstændig voksentilværelse

Barnets lov § 120 giver mulighed for, at unge, som er anbragt i en plejefamilie, kan blive i en plejefamilie efter de fylder 18 år. Målgruppen er unge mellem 18 og 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.  Der er 3 krav, som skal være opfyldt, for at der kan bevilges opretholdt anbringelse:

• Anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte
• Den unge eller dennes værge er indforstået med opretholdelse af anbringelsen
• Anbringelsen ”skal bidrage til en god overgang til voksenlivet og herunder have fokus på omsorg og forberedelse til den unges næste boform.”

Principafgørelse om opretholdt anbringelse

Ankestyrelsen har i principafgørelse 10-15 truffet en afgørelse om opretholdt anbringelse. Principafgørelse 10-15 slå fast, at:

”En ung mellem 18 og 22 år er omfattet af personkredsen for opretholdt anbringelse, når vedkommende har et omfattende støttebehov på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og når der som følge heraf ikke er udsigt til en selvstændig voksentilværelse.”

Principafgørelsen slår fast, at den unge, forud for bevilling, gerne må have gennemgået en vis udvikling og i begrænset omfang have kunnet forbedre sine færdigheder.

Når et barn er anbragt efter barnets lov § , betales barnets rejseudgifter i forbindelse med ferier og weekends af institutionen/bostedet. I de særlige tilfælde, hvor barnet ikke er i stand til at rejse hjem, kan institutionen afholde udgifter til besøgsrejser for forældrene (se Vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier pkt. 437).

Hvis kontakten mellem forældre og barn vanskeliggøres, kan kommunen bevilge økonomisk støtte til forældrenes udgifter i forbindelse med besøg hos barnet jf. servicelovens § 52 a stk. 1 nr. 3.

Her fremgår det, at der skal være tale om udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets anbringelse uden for hjemmet.

Der lægges således vægt på, at ydelsen/udgiften skal have betydning for, om forældrene kan ”bidrage til en stabil kontakt”. Og hvis I er i stand til at bidrage til en stabil kontakt, så er I som udgangspunkt ikke berettiget til støtte efter disse regler.