Ved besættelse af ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere kan jobcentret indstille personer med handicap til fortrinsadgang. Personen er dermed sikret en ansættelsessamtale og skal ansættes, hvis arbejdsgiveren vurderer, at personen er lige så kvalificeret til stillingen som de øvrige ansøgere. Jobcentret rådgiver om brug af reglerne om fortrinsret.
Efter kompensationslovens § 17 a, stk. 3 gælder det, at efter anmodning fra en person med handicap, som af en offentlig arbejdsgiver er blevet meddelt afslag på ansættelse i en ledig stilling, eller som af en offentlig myndighed er blevet meddelt afslag på tildeling af en ledig bevilling til stadeplads m.v. eller tilladelse til taxikørsel, kan Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg udtale sig om, hvorvidt arbejdsgiveren eller myndigheden har overholdt de i medfør af § 3, stk. 2, fastsatte regler om samtale- og forhandlingspligt. Anmodningen skal fremsættes senest 4 uger efter, at ansøgeren med handicap har modtaget arbejdsgiverens eller myndighedens beslutning om afslag på ansættelse eller tildeling af bevilling.
Alle personer, der modtager integrationsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp er omfattet af kontanthjælpsloftet. Men der er visse situationer, hvor arbejdsindtægter, særlig støtte eller boligstøtte ikke medregnes i de samlede ydelser og dermed ikke indgår i beregningen af kontanthjælpsloftet.
Hvis du f.eks. er i gang med et STU-forløb (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse), kan du fradrage arbejdsindtægter op til 27.084 kr. årligt (2022), som ikke modregnes i din uddannelseshjælp (aktivlovens § 31). Disse arbejdsindtægter indgår heller ikke i beregningen af kontanthjælpsloftet, hvilket betyder, at der er mere plads under loftet til f.eks. særlig støtte efter aktivlovens § 34 og boligstøtte.
I andre tilfælde vil dine arbejdsindtægter skulle modregnes i din uddannelses – eller kontanthjælp (dog bortses fra 28,66 kr. pr. udført arbejdstime(2022)). Din uddannelses- eller kontanthjælp vil derfor blive nedsat, men da arbejdsindtægter ikke indgår i beregning af kontanthjælpsloftet, vil det betyde, at du vil kunne beholde mere af din boligstøtte og særlig støtte efter § 34.
Ligeledes er der situationer, hvor din boligstøtte og særlige støtte undtages fra kontanthjælpsloftet. Det gælder, hvis du eller en person, du bor sammen med:
Bemærk: Hvis du modtager ressourceforløbsydelse efter aktivlovens regler herom, er du ikke omfattet af kontanthjælpsloftet, uanset at ressourceforløbsydelse svarer til satserne for uddannelseshjælp og kontanthjælp.
Hovedreglen er, at du som kontanthjælpsmodtager skal opfylde arbejdskravet om 225 timers ordinært arbejde, når du sammenlagt har modtaget kontanthjælp i 1 år indenfor de seneste 3 år.
Kommunen har mulighed for at undtage dig for arbejdskravet, hvis du f.eks. har en meget begrænset arbejdsevne.
Der findes ingen regler for, at du kan undtages for arbejdskravet på grund af deltagelse i arbejdsprøvning eller anden afklaring af din arbejdsevne (dog er man undtaget, hvis man er under forrevalidering). Du skal derfor søge arbejde og overtage arbejde samtidig med, at du er i arbejdsprøvning. Se evt. også principafgørelse 98-17.
Kommunen har pligt til at indrette din arbejdsprøvning, således at du først og fremmest kan arbejde ordinært og opfylde dit arbejdskrav. De timer, du eventuelt er i stand til at arbejde udover dine ordinære timer, skal så bruges i forbindelse med arbejdsprøvningen.
Kommunen har pligt til at vejlede dig om arbejdskravet, herunder om mulighederne for jobsøgning og yde praktisk bistand til jobsøgningsaktiviteter.
Når du har modtaget et varslingsbrev, skal kommunen følge op på dette ved de efterfølgende samtaler i dit kontaktforløb.
Hvis kommunen ikke vejleder dig om din pligt til at søge job sideløbende med din arbejdsprøvning, kan det medføre, at en afgørelse om nedsættelse af din kontanthjælp, vil være ugyldig.
Hovedreglen er, at modtagere af én af disse ydelser skal opfylde et arbejdskrav på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde for ikke at få nedsat hjælpen.
Når en person har modtaget integrationsydelse, uddannelses- og kontanthjælp i sammenlagt ét år eller derover indenfor de seneste tre år og ikke har haft mindst 225 timers ordinært ustøttet arbejde inden for de seneste 12 måneder, bliver hjælpen nedsat. Kommunen må dog ikke automatisk nedsætte en borgers ydelse som følge af 225-timersreglen. Der skal altid træffes en afgørelse, før en ydelse kan nedsættes. Samtidig kan visse persongrupper undtages fra 225 timers reglen. Det fremgår af aktivlovens § 13 f, stk. 9.
Bl.a. vil følgende personer være undtaget fra 225 timers reglen jf. vejledningen til 225-timers reglen:
Vurderingen af, om en person er undtaget fra 225 timers reglen, sker som led i det individuelle kontaktforløb. Jobcentret skal registrere undtagelsen med en fritagelsesmarkering.
Personen vil som udgangspunkt ikke blive undtaget fra 225 timers reglen for en bestemt periode, men det vil skulle vurderes ved hver samtale i kontaktforløbet.
Hvis personen i 12 sammenhængende måneder eller mere har været undtaget fra 225 timers reglen, starter beregningen af perioden med hjælp i sammenlagt ét år inden for tre år forfra.
Hvis undtagelsen fra 225 timers reglen har været mindre end 12 måneder, f.eks. 6 måneder, forlænges perioden, inden for hvilken personen skal opfylde arbejdskravet på de 225 timer tilsvarende.
Eksempler fra Ankestyrelsens principafgørelse 6-17:
"I en konkret sag havde kommunen vurderet, at borgeren var omfattet af arbejdskravet, idet kommunen vurderede, at hun ville kunne arbejde 5-6 timer om ugen effektivt. Kommunen lagde vægt på, at borgeren kunne arbejde 15-20 timer ugentligt med 25 % effektivitet.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede kommunens afgørelse. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at et skånebehov på nedsat arbejdseffektivitet med 75 % reduktion i arbejdstempoet ikke ville kunne imødekommes på det ordinære arbejdsmarked. Borgeren var derfor omfattet af undtagelsen på grund af nedsat arbejdsevne.
I en anden konkret sag vurderede kommunen, at borgeren var omfattet af arbejdskravet, da borgeren havde været i virksomhedspraktik med butiksrelaterede opgaver med skånebehov i form af hensyntagen til din ryg og belasting af hænderne. Hun havde arbejdet 3 timer dagligt, og arbejdsgiver vurderede, at hun havde været meget arbejdsom, havde vist gode evner i forhold til service og kundebetjening, og arbejdsgiveren havde været glad for at have hende i butikken.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg stadfæstede kommunens afgørelse. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der ikke i forbindelse med tilbuddet havde været tale om skånehensyn eller øvrige hensyntagende forhold ud over en nedsat arbejdstid, der afveg væsentligt fra forholdene på en ordinær arbejdsplads, og at der i øvrigt i sagen var oplysninger om, at borgerens funktionsniveau efter virksomhedspraktikken var øget yderligere."
Der er mulighed for at ansøge om tilskud til både forebyggende og behandlende tandpleje, såfremt du modtager en ydelse efter aktivloven, f.eks. uddannelseshjælp, kontanthjælp, integrationsydelse, revalideringsydelse*, ressourceforløbsydelse* og ledighedsydelse*. Ankestyrelsen har i principafgørelse 90-15 fastslået, at tilskuddet også omfatter regelmæssig diagnostisk undersøgelse.
Der er tale om et tilskud, og det betyder, at der er en egenbetaling på 600 kr. pr. år for dig som borger, dvs. der ikke ydes tilskud, såfremt tandbehandlingen ikke overstiger egenbetalingen. Der kan være tale om flere behandlingsforløb, men egenbetalingen vil fortsat være 600 kr. årligt, uanset at der er tale om flere behandlinger. Graden af tilskud er afhængig af din alder, og hvilken forsørgelse du modtager. Du kan læse mere herom i Vejledning om hjælp i særlige tilfælde og hjælp til efterlevende efter kapitel 10 og 10 a i lov om aktiv socialpolitik pkt. 30.
Såfremt du ikke har økonomisk mulighed for at betale egenbetalingen, kan du søge kommunen om dette efter aktivlovens § 82. Du skal være opmærksom på, at dette skal der ansøges om og bevilges, førend tandbehandlingen udføres. Der er ikke beløbsmæssig grænse for tilskuddet. Du skal dog være opmærksom på, at der er forskellige regler i forhold til, hvorvidt der er tale om behandlinger for under eller over 10.000 kr.
Tandbehandlinger under 10.000 kr.: Der skal ikke være en forhåndsgodkendelse førend behandlingen udføres. Det betyder, at du ikke behøver, at have ansøgt om tilskuddet forinden, men det kan være en god idé at gøre, således at du er sikker på, at du er omfattet af målgruppen for ret til tilskud.
Tandbehandlinger over 10.000 kr.: Der skal være en forhåndsgodkendelse fra kommunen, førend behandlingen påbegyndes og kommunen skal vurdere om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt begrundet. Det betyder, at når den samlede tandbehandling er over 10.000 kr., så skal forløbet forinden være godkendt af kommunen, og der skal være tale om en nødvendig og helbredsmæssig tandbehandling. Dvs. at der ikke kan gives tilskud, såfremt der er tale om tandbehandling, der er overflødig eller af kosmetisk karakter. Såfremt du har fået en forhåndsgodkendelse på det konkrete behandlingsforløb, gælder dette så længe, du opfylder betingelserne og endvidere i minimum 2 måneder fra godkendelsen, såfremt du ikke længere opfylder betingelserne, f.eks. hvis du er kommet i arbejde.
Kommunen har en særlig forpligtelse overfor socialt udsatte og skal gennem opsøgende arbejde orientere udsatte borgere om muligheden for at søge tilskuddet til tandbehandling.
* Ved revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse og ledighedsydelse er der en særlig betingelse i forhold til, at der skal foretages en konkret beregning af om du ville være berettiget til i uddannelseshjælp, kontanthjælp eller integrationsydelse, såfremt du ikke modtog anden ydelse. Du skal endvidere opfylde betingelserne for ret til ydelserne i forhold til ægtefælles forsørgelsespligt og formueforhold. Se mere i pkt. 29 i Vejledning om hjælp i særlige tilfælde og hjælp til efterlevende efter kapitel 10 og 10a i lov om aktiv socialpolitik.
Hjælp til tandbehandling efter aktivlovens § 82:
Der er også en mulighed for bl.a. tandbehandling efter aktivlovens § 82. I forhold til denne bestemmelse er der andre regler, som du skal være opmærksom på. Det er ikke et krav, at du modtager ydelser efter aktivloven, dvs. du f.eks. kan være førtidspensionist (reglerne efter 2003). Der er tale om en trangsbestemmelse, hvilket betyder, at for at være berettiget til hjælpen, skal du og evt. din ægtefælle ikke selv have økonomisk mulighed for at afholde udgiften. Kommunen vil derfor beregne dit rådighedsbeløb for at vurdere, om du selv har mulighed for at betale for behandlingen.
Der kan alene gives hjælp til nødvendige og helbredsmæssigt velbegrundet tandbehandlinger. Der kan også gives hjælp til individuelt forebyggende behandlinger, men ikke til alene diagnostisk undersøgelse jf. principafgørelse 90-15, som ellers er muligt efter aktivlovens § 82 a som ovenfor beskrevet.
Du skal være opmærksom på, at kommunen skal have bevilget hjælpen førend tandbehandlingen påbegyndes. Såfremt du er påbegyndt behandlingen er du som udgangspunkt ikke berettiget til at få hjælp efter Aktivlovens § 82, og dette er uanset størrelsen af behandlingen.
I Lov om aktiv socialpolitik § 81 a er det bestemt, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede midlertidige huslejeudgifter, såfremt du som borger er udsættelsestruet pga. manglende betaling af huslejerestancer, og hvis det på sigt kan forebygge, at borgeren udsættes af boligen. Hjælpen er særlig målrettet børnefamilier og/eller er social udsatte. Formålet med bestemmelsen er at forebygge, at du som borger og familie ikke bliver udsat af dine bolig.
For at være berettiget er der følgende krav:
Der er således en mulighed for hjælp fra kommunen til betaling af huslejerestancen, såfremt du opfylder betingelserne derfor. Du kan kontakte din kommunen for nærmere rådgivning og ansøgning herom.
Kommunen skal give et uddannelsespålæg til alle unge, der søger om uddannelseshjælp.
Uddannelseshjælpsmodtagere er unge under 30 år, der ikke har gennemført en erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (EGU) eller en videregående uddannelse.
En uddannelseshjælpsmodtager (UHM) bliver visiteret enten som uddannelsesparat (eller åbenlyst uddannelsesparat) eller aktivitetsparat.
Alle skal have et uddannelsespålæg, som skal føre frem til, at den unge kan påbegynde og gennemføre en uddannelse.
Der er tre trin i et uddannelsespålæg:
Indsatsen i uddannelsespålægget vil være forskellig, alt efter om der er tale om en uddannelsesparat eller aktivitetsparat.
Åbenlyst uddannelsesparate: Det er de unge, der ingen barrierer har for at påbegynde og gennemføre en uddannelse. Uddannelsespålægget for denne gruppe går ud på, at den unge straks bør i gang med at finde og søge optagelse på en uddannelse. Indtil uddannelsen starter, skal den unge finde et job eller alternativt arbejde for sin uddannelseshjælp.
Uddannelsesparate: Det er de unge, der med den rette støtte og aktive indsats, vurderes at kunne påbegynde en uddannelse inden for ét år og gennemføre denne uddannelse på almindelige vilkår.
Uddannelsespålægget for denne gruppe kan indeholde et uddannelsesafklarende tilbud f.eks. vejledning og opkvalificering, brobygningsforløb på en uddannelsesinstitution og virksomhedspraktik. Der kan også ved behov gives tilbud om forberedende voksenundervisning (FVU) og mentorstøtte.
Aktivitetsparate: Det er de unge, der ikke vurderes at være uddannelsesparate grundet problemer af faglig, social og/eller helbredsmæssig karakter. Disse unge har behov for ekstra støtte og hjælp i længere tid end ét år, inden de kan påbegynde en uddannelse, som de kan gennemføre på almindelige vilkår. Uddannelsespålægget for denne gruppe kan indeholde forskellige uddannelsesunderstøttende tiltag f.eks. brobygning på en uddannelsesinstitution, læse-, skrive- og regneundervisning og virksomhedspraktik.
En aktivitetsparat ung har ret til en koordinerende sagsbehandler, og kommunen skal tilbyde den unge en koordinerende sagsbehandler umiddelbart, når den unge vurderes aktivitetsparat.
Det fremgår af principafgørelse 87-14, at 1) udarbejdelse og 2) revision af et uddannelsespålæg er garantiforskrifter, der skal sikre, at kommunen træffer afgørelse på et fyldestgørende grundlag. Principafgørelsen fastslår, at
Siden 2013 er der sket ændringer vedrørende sagsbehandling af en del sager i jobcentret og dermed også ændringer i forhold til hvilken lægefaglig bistand, som kommunen skal anvende.
I det følgende beskrives de lovgivningsmæssige regler som i dag er gældende for kommunernes benyttelse af lægefaglig bistand i forskellige sager.
Kommunen skal i flg. sager benytte sig af klinisk funktion ved behov for sundhedsfaglig rådgivning:
Kommunen kan i sagsbehandlingen af ovenstående sager alene benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra den kliniske funktion i regionen og kan derfor ikke anvende lægekonsulent.
Kommunen kan i disse sager alene indhente oplysninger fra borgerens praktiserende læge og fra klinisk funktion. Klinisk funktion og kommunen kan aftale, at der rekvireres yderligere oplysninger (f.eks. fra psykolog, speciallæge, sygehus), hvis der er behov derfor. I så fald er det kommunen der rekvirerer disse oplysninger på vegne af klinisk funktion. Såfremt kommunen har behov for en nærmere sundhedsfaglig vurdering af borgerens helbredsmæssige muligheder for arbejde eller uddannelse ud fra de lægelige oplysninger der foreligger i sagen, kan kommunen anmode klinisk funktion herom. Klinisk funktion vil på baggrund af de lægelige akter i sagen og en konsultation med borgeren, udarbejde en speciallægeattest med vurdering af borgerens muligheder for uddannelse og arbejde.
Ad 1. Sundhedskoordinatorens opgaver i forbindelse med sager, som skal behandles i rehabiliteringsteamet
Rehabiliteringsteamet er tværfagligt sammensat med repræsentanter fra relevante forvaltningsområder i kommunen samt en sundhedskoordinator fra den kliniske funktion i regionen. Før sagen behandles i teamet skal rehabiliteringsplanens forberedende del være udarbejdet.
Hvis kommunen anmoder om det, skal sundhedskoordinatoren yde kommunen sundhedsfaglig rådgivning, inden sagen behandles i rehabiliteringsteamet. Sundhedskoordinatoren skal efter behov yde bistand i kommunens forberedelse af sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet. Sundhedskoordinatoren kan med borgerens skriftlige samtykke drøfte sagen med borgerens praktiserende læge og kan endvidere efter aftale med kommunen tale med borgeren.
Før mødet i teamet forbereder sundhedskoordinatoren sin sundhedsfaglige rådgivning på baggrund af rehabiliteringsplanens forberedende del, der skal indeholde alle relevante helbredsmæssige oplysninger.
Under behandling af sagen i teamet bidrager sundhedskoordinatoren med sundhedsfaglig rådgivning og taler sammen med de øvrige i teamet med borgeren om dennes muligheder for at arbejde og uddanne sig.
Sundhedskoordinatorens rådgivning indgår i teamets indstilling til kommunen om, hvilken ydelse eller indsats borgeren skal have. Hvis det under mødet viser sig, at der er behov for yderligere helbredsmæssige oplysninger, kan sundhedskoordinatoren anbefale, at teamet afventer med at afgive en indstilling til disse foreligger.
Ad 2. Sundhedskoordinatorens opgaver i øvrige sager
Sundhedskoordinatoren skal, hvis kommunen har behov for det, bidrage med sundhedsfaglig rådgivning i løbende sager. Rådgivningen sker i form af en udtalelse til brug for sagen og må ikke indeholde en rådgivning om, hvilken ydelse borgeren har ret til. Rådgivningen kan bl.a. omhandle:
Ad 3. Åbenbare sager
I ”åbenbare sager” om førtidspension skal sundhedskoordinatoren udarbejde en udtalelse, der skal indeholde en sundhedsfaglig vurdering af, om det ud fra sagens oplysninger må anses for at være helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres.
I andre sager på beskæftigelsesområdet, sager om sygedagpenge (kategori 1 og 2), kontanthjælp, revalidering m.v. beslutter kommunen selv, hvordan den sundhedsfaglige rådgivning om borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse skal tilvejebringes, f.eks. fra kommunalt ansat sundhedsfagligt personale (lægekonsulenter), eller om kommunen vælger at indgå aftale med klinisk funktion om at yde rådgivning. Det er kommunen, der indhenter de nødvendige helbredsoplysninger. Den sundhedsfaglige rådgivning må ikke indeholde rådgivning om, hvilken ydelse en borger skal tilkendes.
Endelig skal det nævnes, at kommuner fortsat anvender kommunale lægekonsulenter til rådgivning i sager efter serviceloven. Anvendelse af lægekonsulenter i sådanne sager følger af kommunens pligt til at oplyse en sag i tilstrækkeligt omfang inden, der træffes afgørelse, herunder indhente nødvendige helbredsoplysninger og ved behov få disse ”oversat” af en person med lægefaglig baggrund.