Ligebehandlingsnævnet har i tre sager afgjort, at der er tale om indirekte forskelsbehandling, når en person med handicap ikke må gøre brug af sin servicehund.
Ligebehandlingsnævnet har i den seneste tid afgjort tre sager, hvor mennesker med handicap har fået afvist at tage deres servicehund/førerhund – som ellers er afgørende for, at personerne kan fungere på lige fod med andre – med på henholdsvis sygehuset, på restaurant og på arbejdspladsen.
Ligebehandlingsnævnet har i alle sager fundet, at der er tale om indirekte forskelsbehandling og de berørte personer er blevet tilkendt godtgørelse.
I den ene af sagerne, hvor en person med kronisk PTSD fik afslag på at tage sin servicehund med ind i akutmodtagelsen, har sygehuset desuden efterfølgende besluttet at ændre praksis, så der fremover skal være adgang til at medbringe servicehunde og førerhunde i forbindelse med ambulant behandling og besøg hos indlagte patienter.
I de to øvrige sager, som Ligebehandlingsnævnet for nyligt har afgjort, blev der givet godtgørelse til de berørte – en kvinde, som ikke kunne deltage i en julefrokost, fordi restauranten afviste, at hun måtte tage sin servicehund med ind, og blind medarbejder, som blev pålagt restriktioner i forhold til brugen af sin førerhund, fordi en kollega havde allergi.
I DUKH’s rådgivning møder vi også med jævne mellemrum spørgsmål om servicehundes/førerhundes adgang – og ikke mindst de gener, det medfører, hvis adgangen ikke gives. Derfor glæder det DUKH, at Ligebehandlingsnævnte har truffet afgørelser i tre sager, som udspringer af tre meget forskellige situationer men har rod i samme problemstilling. Ligebehandlingsnævnets afgørelser i disse sager er med til at give klare fingerpeg om, hvornår der er tale om indirekte forskelsbehandling og dermed og en forringet retssikkerhed.