Selvom dit barn har en funktionsnedsættelse, er det ikke sikkert, at I er berettiget til dækning af merudgifter. Her kan du læse om betingelserne for merudgifter.
Begrebet betydelig: Herved forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i barnets dagligdag. Der skal foretages en bred vurdering ud fra barnets funktionsniveau i skole, i daginstitution, i fritidsliv og i hjemmet.
Begrebet varig: Herved forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning resten af livet.
Begrebet indgribende: Herved forstås, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i barnets dagligdag.
Begrebet kronisk: Herved forstås, at lidelser som fra det tidspunkt, hvor de opstår, vil vare i flere år og forventes at vare barnealderen ud.
Begrebet langvarig: Herved forstås, at lidelsen skønnes at vare et år eller mere. Det er dog ikke udelukket, at man kan få merudgifter, selvom lidelsen forventes at vare mindre end et år. Der behøver ikke at være tale om en uhelbredelig lidelse.
Medicinsk behandling og støttetiltag: Hvis der er udsigt til, at medicinsk behandling og/eller støttetiltag inden for kortere tid kan afhjælpe følgerne af barnets funktionsnedsættelse, kan det begrunde, at funktionsnedsættelsen ikke er betydelig eller indgribende.
Der kan være ret til dækning af merudgifter, selvom det endnu ikke er afprøvet, om medicinsk behandling og/eller støttetiltag kan afhjælpe følgerne af barnets funktionsnedsættelse.
Er der krav om diagnose? Nej det er der ikke. Det er ikke diagnosen i sig selv, der er afgørende, men følgerne af funktionsnedsættelsen i barnets dagligdag.
Du skal have merudgifter for mindst 5.519 kr. (2024) om året for at kommunen kan dække dine merudgifter. Et år er i denne sammenhæng svarende til 12 sammenhængende måneder f.eks. maj-april og ikke nødvendigvis svarende til et kalenderår.
Beløbet til dækning af merudgifter er uafhængigt af din indtægt og er skattefrit.
Du får ikke refunderet dine merudgifter krone for krone. Kommunen vurderer omfanget af dine merudgifter og omregner de skønnede årlige merudgifter til en månedlig merudgiftsydelse. Denne rundes op eller ned til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Eksempel 1: Dine merudgifter udgør årligt 8.940 kr. svarende til 745 kr. månedligt. Din merudgiftsydelse rundes ned til 700 kr. om måneden.
Eksempel 2: Dine merudgifter udgør årligt 5.784 kr. svarende til 482 kr. månedligt. Din merudgiftsydelse rundes op til 500 kr. om måneden.
Hvis kommunen efter aftale med dig afregner merudgifter direkte med en leverandør, modregnes dette beløb i den månedlige merudgiftsydelse.
Du kan få en oversigt over udmålingen af merudgiftsydelsen. På den kan du se, hvilke merudgifter der dækkes og med hvilket beløb.
Merudgifter kan være både løbende udgifter og enkeltudgifter.
Merudgifterne udbetales i månedlige rater svarende til det afrundede beløb.
Hvis du får behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan det ske ved en enkeltstående udbetaling, uden at der sker regulering af det månedlige beløb, som du allerede modtager.
Eksempel 1: Familien modtager løbende merudgifter og får en enkeltstående merudgift: Der skal ikke ske regulering af den månedlige ydelse, uanset størrelsen på den enkeltstående merudgift.
Eksempel 2: Familien modtager ikke løbende merudgifter og får en enkeltstående merudgift: Der kan ske en enkeltstående udbetalt, hvis den enkeltstående merudgift mindst svarer til det årlige minimumsbeløb.
Eksempel 3: Familien har løbende merudgifter, men udgifterne overstiger ikke minimumsbeløbet og får en enkeltstående merudgift: Der kan ske udbetaling af de løbende merudgifter og den enkeltstående merudgift, hvis merudgifter tilsammen som minimum svarer til det årlige minimumsbeløb. Merudgifterne vil blive udbetalt i månedlige rater.
Sigtet med merudgiftsydelsen er at give dig mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst kan dækkes. Merudgiftsydelsen udmåles efter en konkret vurdering af dine sandsynliggjorte og/eller dokumenterede merudgifter.
At merudgifterne skal være sandsynliggjorte betyder, at kommunen ikke kan kræve dokumentation for afholdelsen af udgifterne. Der skal laves et overslag over omfanget af de behov, som dit barn efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter.
Udgifter, som kan dokumenteres, skal indgå i den merudgiftsydelse, der udmåles.
Nogle af de udgifter som ofte dækkes, som merudgifter kan I se eksempler på her:
Eksemplerne er ikke udtømmende, da der altid skal foretages en individuel og konkret vurdering i forhold til hver enkel merudgift.
Vær opmærksom på, at det følger af sektoransvarlighedsprincippet, at f.eks. udgifter til behandling skal afholdes af sundhedssektoren, udgifter til undervisning og befordring i folkeskolen skal afholdes af undervisningssektoren m.v.
Sådanne udgifter kan der ikke ydes hjælp til efter barnets lov § 86.
Merudgiftsydelsen er en løbende ydelse, som kommunen skal fortsætte med at udbetale, indtil der træffes afgørelse om ændring eller ophør.
Kommunen må ikke stoppe udbetalingen af ydelsen i forbindelse med opfølgningen uden der er truffet afgørelse om det.
Perioden for beregningen af dine merudgifter, regnes fra ansøgningstidspunktet, hvis betingelserne er opfyldt og du har afholdt udgifter i denne periode.
Det er almindeligt socialretligt princip, at udgifter først kan dækkes, når der er ansøgt om dem.
Kommunen skal minimum en gang årligt følge op på om de bevilgede merudgifter fortsat dækker jeres behov og om betingelserne for ydelsen fortsat er opfyldt.
Ved ændringer i merudgifterne skal ydelsen reguleres - dette gælder både hvis merudgifterne er højere eller lavere end hidtil beregnet.
Kommunen kan følge op på ydelsen oftere end 1 gang årligt f.eks. ved ændring af behovet for merudgifter, ny lovgivning på området og ændret serviceniveau i kommunen.
Du kan derimod ikke kræve, at der følges op på merudgifterne, før der er gået et år fra seneste opfølgning.
Hvis kommunen vurderer, at merudgifterne f.eks. er meget betydelige eller de vil stille jer som familie i en økonomisk vanskelig situation, vil det være god forvaltningsskik at foretage opfølgningen, inden der er gået 1 år.
Vurderer kommunen, at merudgifterne skal forhøjes, skal ændringen ske med tilbagevirkende kraft til det tidspunkt, hvor stigningen fandt sted. Er der derimod tale om at merudgifterne skal sættes ned, kan kommunen ikke kræve beløbet tilbagebetalt.
Der skal træffes afgørelse om frakendelse af merudgifterne, hvis betingelserne for merudgiftsydelsen ikke længere er til stede.
Der kan også ske frakendelse, hvis lovgivningen bliver ændret, eller hvis Ankestyrelsen, som øverste myndighed på det sociale område, udsender en ny principmeddelelse, der medfører ændret praksis.
Hvis du af forskellige årsager ikke er berettiget til hjælp efter barnets lov § 86, bør kommunen være opmærksom på dit behov for rådgivning og vejledning og anden form for støtte efter andre bestemmelser. F.eks. kan du få dækket medicinudgifter efter aktivlovens § 82, hvis kommunen på baggrund af en konkret vurdering finder, at du ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgifterne.
Hvis du får afslag på din ansøgning om merudgiftsydelse eller får din ydelse nedsat eller frakendt, så har du ret til en skriftlig begrundet afgørelse og en klagevejledning.
Er du ikke enig i kommunens afgørelse om merudgifter, har du mulighed for at klage inden for 4 uger efter du har modtaget afgørelsen.
DUKH kan give dig konkret klageunderstøttelse.
Din kommune har en vejledningsforpligtelse, som betyder, at de er forpligtet til at rådgive dig om dine muligheder, rettigheder og pligter indenfor den relevante lovgivning.
Det betyder, at en ansøgning og spørgsmål om hjælp skal vurderes i forhold til alle lovgivningens hjælpe-muligheder inden for det sociale område og således ikke kun snævert i forhold til, hvad der er ansøgt om.
På Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside: www.sm.dk, Ankestyrelsens hjemmeside: www.ast.dk eller på www.retsinformation.dk kan du finde love, bekendtgørelser, vejledninger og principafgørelser.
www.borger.dk er en god kilde til yderligere information omkring lov og regler på stort set alle områder af samfundslivet.