Praksisnyt og guides

Navn:

Praksisnyt 05 - Behandlingstilbud efter servicelovens § 102

Forfatter:
KC
Date:
09-10-2024
Resume:
Læs mere om reglerne om tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102
Lang tekst:

Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102

Det er ikke alle servicelovens bestemmelser, der er lige kendte hos borgerne eller i kommunerne. En af de bestemmelser, som har levet et ret ukendt liv, er servicelovens § 102 om hjælp til behandling m.v.


I DUKH oplever vi, at mange sagsbehandlere ikke har kendskab til den, og at de fleste aldrig har anvendt den i praksis. I nogle kommuner har man endog ikke oprettet en udgifts-konto til bestemmelsen. Bestemmelsen indeholder dog nogle muligheder for at yde hjælp, som fortjener at være kendt og anvendt i praksis.


Hvad kan § 102 anvendes til?

Efter § 102 kan kommunen - ud over tilbud efter § 85 (§ 85 omhandler hjælp og støtte, som gør borgeren i stand til at varetage sin egen dagligdag) - give tilbud om behandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.


Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.


I Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven, er det anført:


”Udgangspunktet for behandling efter serviceloven er, at det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedsloven skal anvendes ... Men der kan være borgere, der har så alvorlige handicap, sindslidelser, misbrug e.l., at det kræver en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingstilbuddet.”


I samme vejledning præciseres det at:


”§ 102 giver således hjemmel til, at borgere, der har behov for en ganske særlig behandling, kan få et relevant behandlingstilbud,

  • når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise, eller
  • at det sædvanlige behandlingssystem efter en konkret vurdering ikke kan antages at være egnet til at behandle den konkrete borger.”

Hvis kommunen vælger at anvende servicelovens § 102, skal kommunen vurdere både det sædvanlige behandlingssystems viden og ekspertise og borgerens behov for behandling, når man skal vurdere, om mulighederne inden for behandlingssystemet må anses for at være udtømte. Hvis borgeren ikke kan ”rummes” i det normale behandlingssystem, er der efter § 102 mulighed for at bevilge støtte til tilbud uden for det offentlige behandlingssystem.


I Vejledning om botilbud mv. til voksne, er det om behandling på kvindekrisecentre i medfør af servicelovens § 102, anført:


”Behandlingsydelser forudsættes først og fremmest ydet efter de almindelige regler herom. Der kan dog være situationer, hvor disse regler ikke er hensigtsmæssige eller tilstrækkelige. Efter servicelovens § 102 kan der derfor i særlige tilfælde gives tilbud om behandling.


Behandlingstilbud efter servicelovens § 102 skal ligge ud over de tilbud, der generelt tilbydes efter sundhedslovgivningen og skal herudover indgå i en handleplan for den enkelte, som et led i den samlede sociale indsats. Der vil typisk kunne være tale om socialpsykiatrisk, psykologisk eller specialterapeutiske behandlingstilbud, som kan medvirke til at forbedre/vedligeholde den enkeltes funktionsniveau fysisk, psykisk og socialt.”


I Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner står der desuden:


”Tilbuddene efter § 102 omfatter en mere behandlingsmæssig indsats i form af eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling eller tandbehandling.


Behandling kan gives efter § 102, hvis behandlingen ikke kan gives i det sædvanlige behandlingssystem, f.eks. fordi der er behov for en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingen.”


Om kommunens forpligtelse i forhold til § 102

Uanset, at det fremgår af serviceloven § 102, at kommunen ud over tilbud efter serviceloven § 85 ”kan give tilbud af behandlingsmæssig karakter”

betyder det ikke, at kommunen kan undlade at anvende bestemmelsen. 


Kommunen skal behandle en ansøgning efter serviceloven § 102 og tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter bestemmelsen. Der skal altid foretages en individuel og vurdering ved behandling af ansøgning om behandling efter servicelovens §102. Der kan ikke træffes en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter servicelovens § 102.


Kommunens afgørelse efter servicelovens § 102 kan påklages til Ankestyrelsen.


Afrunding

Der skal altid foretages en individuel og vurdering ved behandling af ansøgning om behandling efter servicelovens §102.


Tilbud efter § 102 kan ydes uafhængig af boform, dvs. også til borgere, der f.eks. har ophold i botilbud efter servicelovens § 108. Hjælpen efter § 102 ydes uafhængig af økonomi. Mange borgere, der i dag ikke kan få den nødvendige behandling i det sædvanlige behandlingssystem, bliver henvist til at søge om hjælp til betaling af udgiften til behandling efter aktivlovens § 82, men her ydes hjælpen som bekendt efter en økonomisk trangsvurdering.

Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter § 102 kan således med fordel anvendes i en række situationer.


Kommunens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen. Som ankeinstans kan Ankestyrelsen efterprøve, om kommunen i nødvendigt omfang har foretaget den konkrete og individuelle vurdering af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp.


Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget, kan du læse mere på Retsinformation.dk


I dette Praksisnyt er henvist til:

Vejledninger:

Øvrigt: 

Print eller download Praksisnyt 05 som pdf ved at klikke på print-ikonet.

Fil:

Kontakt os

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Kokbjerg 14, st. th. | 6000 Kolding 
mail@dukh.dksikkerpost@dukh.dk  
CVR: 26643058


fb-iconFacebook


Ring til os

76 30 19 30


Mandag
09.00-12.00
Tirsdag
12.00-15.00
Onsdag
09.00-12.00
Torsdag
12.00-15.00
Fredag
09.00-12.00


Tilgængelighedserklæring

Nyhedsmail fra DUKH

Fik du svar på dit spørgsmål?

Luk